23948sdkhjf

Midtjysk by binder forstad og centrum sammen

Fem rådgiverteams er prækvalificeret til at give bud på et nyt centrum i den midtjyske by Bording
Fem arkitektteams skal nu konkurrere om at give det bedste bud på et nyt centrum i den midtjyske by Bording.

Fra den 15. januar til den 2. april skal de sætte nye standarder for, hvordan Bording kan gentænkes med fokus på det gode familie- og fritidsliv, og det er håbet, at konkurrencen kan inspirere andre stationsbyer, der er i gang med at omstille sig fra handelsby til en ny identitet, der ruster dem til fremtiden.

De fem teams er udvalgt i en prækvalifikation med 16 ansøgere, og konkurrencen udvikles og finansieres i et partnerskab mellem Ikast-Brande Kommune, Realdania og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Konkurrencen kan blive en reference for mange andre stationsbyer, der arbejder med at udvikle og finde en ny identitet i takt med, at deres vilkår som handelsby forandrer sig.

Midtbyen skal vitaliseres

Tanken bag 'Nyt centrum i Bording' er, at Bordings midtby igen skal være en vital del af byens hverdagsliv.

Omstillingen skal ske gennem fysiske forandringer, der gentænker, koncentrerer og intensiverer livet i hovedgaden og skaber nye forbindelser mellem centrum og de aktive områder i byens udkant. Rammerne for byens fælles liv skal styrkes, så det spontane møde mellem mennesker får bedre mulighed for at udfolde sig.

Grundigt forarbejde

Udefrakommende eksperter og byen selv har gennem de sidste to år undersøgt og kommet med visioner for, hvordan Bording bedst bevæger sig ind i fremtiden som en attraktiv familie- og pendlerby med et udfoldet og moderne forenings- og fritidsliv. Det er dette grundige forarbejde, som ligger til grund for de fem udvalgte arkitektteams' arbejde de kommende tre måneder.

Centrum og forstad skal forbindes bedre

Udover at give et overordnet bud på en helhedsplan for, hvordan man kan gentænke det traditionelle centrum og skabe en fornyet oplevelse af liv og aktivitet, skal de deltagende teams bearbejde hovedgaden og de centrale pladser samt give konkrete bud på, hvordan centrum kan forbindes med skole og hal i byens periferi.

Tidligere var handelsgaden i stationsbyer som Bording rammen om de uformelle møder, som understøtter oplevelsen af et stedsbundet fællesskab, - af at høre til i samme by. Nu hvor handelsgaden ikke længere i samme omfang som tidligere kan opfylde det behov, er det de fem udvalgte teams' opgave at designe nye byrum, som inviterer til både kortere og længere ophold. Det skal fortsat være muligt at møde hinanden, hvis man tager en smuttur gennem midtbyen, så det spontane møde med medborgeren ikke er forbeholdt idrætsudøvere i hallen eller forældre til skolebørn, som skal bringes og hentes fra skole.

Vinderprojektet, som udpeges af en repræsentativ dommerkomité, offentliggøres den 23. maj 2014. Herefter påbegyndes udviklingsarbejdet mellem vinderteamet og partnerskabet med byens borgere som sparringspartnere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109