Ledigheden i maj var den laveste siden efteråret 2009
Der blev 2700 færre ledige i Danmark i maj. Ledigheden faldt 0,1 procentpoint og er den laveste siden 2009.
Dermed faldt ledigheden med samlet 0,1 procentpoint i maj og er dermed på det laveste niveau siden efteråret 2009.
- De nye positive ledighedstal giver grund til optimisme, når de kombineres med den positive udvikling for forbrugertillidsindikatoren i sidste uge, siger økonom Andreas Kildegaard Pedersen fra Dansk Erhverv.
- Og selvom der var en lille stigning i ledigheden i april måned, er der flere skridt i retning mod bedre økonomiske tider, tilføjer han.
Økonomen hæfter sig ved at ledighedstallene nu har været faldende i seks ud af de seneste syv måneder. Flere personer i arbejde kan være med til at trække Danmark ud af den økonomiske dvaletilstand, lyder det fra Andreas Kildegaard Pedersen.
- Man bør dog huske, at vi er i en ret dyb dvale, så der går nok noget tid endnu, før vi er helt vågne, siger han.
I april var arbejdsløsheden på 5,9 procent, hvilket var en stigning på 0,1 procentpoint fra marts. Den lille stigning brød altså fem måneder med faldende ledighed.
Mette Hørdum Larsen, der er økonom i LO, maner dog til besindighed, selvom tallene umiddelbart er en god nyhed.
- En væsentlig forklaring på faldet dækker dog formentlig stadig over de personer, der har mistet retten til dagpenge og ikke har haft mulighed for anden forsørgelse.
- Kombineret med en aktuel svag vækst i dansk økonomi bør dagens tal derfor ikke udelukkende tolkes som et positivt signal fra arbejdsmarkedet, siger hun.
Afkortningen af dagpengeperioden har ifølge Danmarks Statistik sat sit præg på gruppen af arbejdsløse.
Antallet af bruttoledige dagpengemodtagere er faldet med 4200 siden april. Samtidig er antallet af bruttoledige kontanthjælpsmodtagere steget med 1500 til 43.200, hvilket er rekordhøjt.
Der er i alt blevet 10.000 færre ledige siden oktober 2012, men set over en lidt længere tidshorisont har ledigheden været ret stabil.
Siden november 2009 har den sæsonkorrigerede ledighed ifølge Danmarks Statistik således ligget mellem 5,8 og 6,2 procent af arbejdsstyrken.
Kvinderne og mændenes ledighedsprocent er ens i maj med 5,8 procent af arbejdsstyrken.
/ritzau/