Ny indretning til gamle boliger
Haderslev Andels Boligforening har netop udsendt udbud om ombygning og nybyggeri af i alt 105 almene boliger
- Vi har for mange boliger, og vi har for mange dårlige boliger. Ud af de 129 boliger, der står der i dag, står over 60 tomme. Vi skal have revet nogle boliger ned, bygge nye, men færre ovenpå og renovere og ombygge de resterende, forklarer teknisk direktør i Haderslev Andels Boligforening (HAB) Morten Michael Mathiasen.
HAB har netop indbudt til prækvalifikation for hovedentreprisen om ombygning og nybygning af de 105 lejligheder, der samlet udgør et bruttoareal på 10.800 kvm. Hovedentreprisen omfatter blandt andet nedbrydning af bygningsdele og installationer, jord- og anlægsarbejder samt betonelementarbejder og murerarbejder.
Ombygningen af boligerne på Varbergvej er en del af projekt, som boligselskaberne i Haderslev Kommune er gået sammen om. I tæt samarbejde med kommunen vil boligselskaberne over de næste tre til fire år sætte gang i renoveringsprojekter for at nedbringe antallet af boliger i Haderslev samt gøre de eksisterende mere tidssvarende.
Uheldig indretning
Ifølge Morten Michael Mathiasen er det en uheldig indretning af lejlighederne, der gør dem uattraktive.
- Indretningen gør, at de er dårligt belyste. Bygningsdybden er problematisk i forhold til lysforholdene, siger han.
Også fordelingen i forhold til antal værelser er en af de faktorer, der gør, at de ikke bliver lejet ud, siger Morten Michael Mathiasen:
- Boligerne er fra 70erne, så de er sådan set store nok. Den overvejende del af boligerne er på 92,8 kvm fordelt på tre værelser. De er bygget i en tid, hvor der var andre støtteregler. Når man fik huslejestøtte dengang var det efter antal rum og ikke antal kvm. I dag vil folk gerne have i hvert fald fire værelser i den størrelse lejlighed.
Et andet element, der kan have haft indflydelse på, at boligerne på Varbergvej har været og er svære at leje ud, kan være det faktum, at boligområdet indtil 2010 stod på ghettolisten".
- Når man både bor i udkantsdanmark og samtidig bor i en ghetto, så kan man ikke komme længere ned. Det er at stigmatisere folk og sætte dem i kasser, siger Morten Michael Mathiasen, der er glad for, at området nu er ude af listen.
Byggeprojektet på Varbergvej har en samlet budgetramme på omkring 180 mio. kroner. Ombygningen skal give flere forskellige lejlighedsstørrelser på mellem 90 og 120 kvm.