23948sdkhjf

Aarsleff bygger Nørreport færdig

Den nye station på Nørreport i København bygges færdig. Det garanterer Aarsleff.
Selv om Pihl & Søn gik konkurs mandag, så bliver Ny Nørreport i København bygget færdig. Samtidig bevarer de ansatte på projektet deres job.

Det oplyser entreprenørselskabet Per Aarsleff tirsdag morgen til fondsbørsen i København.

- Efter Pihls konkurs vil Aarsleff videreføre alle arbejder og desuden forhandle med de medarbejdere fra Pihl, som er beskæftiget på projektet med henblik på at overtage ansættelsesforholdet i en kortere eller længere periode, skriver selskabet.

At Aarsleff nu gør arbejdet færdig sker, fordi Pihl og Aarsleff laver ombygningen af Nørreport i et konsortium, som hæfter solidarisk overfor Banedanmark. Konsortiet hæfter ligeledes overfor leverandører og underentreprenører.

- Aarsleff vil således stå som garant for, at arbejdet så vidt muligt fortsætter uhindret, og overtager konsortiets forpligtelser overfor leverandører og underentreprenører, oplyser selskabet.

Men Pihl & Søns konkurs kommer til at koste Aarsleff på bundlinjen. Selskabet har 30 millioner kroner i klemme hos Pihl i forbindelse med et projekt, hvor Aarsleff har været underentreprenør for Pihl.

- Konsekvenserne heraf vil være indregnet i Aarsleffs kvartalsrapport for de første ni måneder, som offentliggøres onsdag 28. august, skriver selskabet til fondsbørsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121