Venstre ønsker færre afgifter
Venstre vil med sit finanslovsoplæg lette skatter og afgifter med fire mia. kroner
Udspillet sætter ikke mindst fokus på de private virksomheders vilkår, og for bygge- anlægssektoren er det interessant, at Venstre blandt andet opererer med en fortsættelse af BoligJobordningen, ligesom motorvejen Herning-Holstebro igen bringes på banen.
- BoligJobordningen har vist sig at være en succes. Alene i 2011 benyttede flere end 270.000 danskere BoligJobordningen. Desværre har regeringen besluttet både at afskaffe BoligJobordningen og det energirenoveringsfradrag, som ellers var ment som et lille plaster på såret. BoligJobordningen giver ikke bare en hjælpende hånd til travle familier. Ordningen bidrager også til, at sort arbejde og gør-det-selv-arbejde konverteres til hvidt arbejde, som der svares moms og skat af, hedder det blandt andet i Venstres oplæg.
Der afsættes 1,75 mia. kroner til at videreføre ordningen, som dermed overflødiggør den eksisterende hjemmeserviceordning.
Skattestoppet
Samtidig peges der på, at "skattestoppet i næsten 10 år betød, at danskerne kunne sove trygt om natten, fordi skatter og afgifter ikke pludselig blev sat i vejret"
- Og virksomhederne kunne trygt foretage investeringer i vished om, at de ikke blev pålagt øgede skatter og afgifter. Den tryghed har den nuværende regering fjernet. Alene med sidste års finanslovsaftale øgede regeringen skatterne med fem mia. kroner, oplyser Venstre.
Det svarer ifølge Skatteministeriets egne beregninger til en ekstraregning på 3.400 kroner for en almindelig LO-familie. I foråret kom mere end en mia. kroner i yderligere skattestigninger til, og regeringens finanslovsforslag for 2013 øger byrderne yderligere.
Skattefritagelse
- Det skal ikke være dyrere at være dansker. Det skal ikke være dyrere at drive virksomhed. Tværtimod er det vores mål, at vi gradvist kan sænke skatten, hvis der er råd til det, understreger Venstre, der med finanslovforslaget vil sænke skatter og afgifter med cirka fire mia. kroner.
Venstre vil ligeledes bevare skattefritagelse for udstationerede medarbejdere, som rammes hårdt af skatteaftalen fra juni, og give en hjælpende hånd til familieejede virksomheder, som ønsker at foretage et generations¬skifte. Det sidste sker ved at forhøje grænsen for finansielle aktiver ved succession til 75 procent.
Finansieringen af Venstres skatte- og afgiftslettelser sker blandt andet gennem mindst fem mia. kroner fra modernisering af den offentlige sektor.
Sidst, men ikke mindst, vil Venstre styrke åbenheden omkring udbud og udlicitering, så virksomheders mulighed for et succesfuldt tilbud forbedres.
Derfor skal kommuner, regioner og stat ved udbudsmaterialer forpligtes til at oplyse, hvilke kriterier, der vil være afgørende for udbudsrunden konkurrenceudsættelse i det offentlige.