23948sdkhjf

Festen er slut

Mellem 50.000 og 60.000 danskere fandt i sidste uge vej til Allinge på Bornholm til, hvad der kun kan betegnes som "Folkestyrets fest". Men det er en fest uden ballade. Trods mange og store meningsforskelle foregik det hele i en ånd, der ikke bare er folkestyret værdigt, men også understreger hvor meget vi i Danmark har at værne om.

Folkestyret skal ikke tages for givet, men med den tilslutning, Folkemødet på Bornholm har fået, er der på den anden side heller ikke risiko for, at noget nemt skulle kunne fjerne vore velerhvervede borgerrettigheder. Glem alt om, at Folkemødet kun er for politikere og lobbyister. Folkemødet 2013 var også folkets møde.

Og for byggesektoren var Folkemødet også en god lejlighed til at præsentere sig over for ikke bare politikerne, men også tusinder af borgere, der lagde vejen forbi Dansk Byggeris, DI Byg’s og Håndværksrådets aktiviteter med debatter og prøver på, hvad der kan præsteres inden for den danske byggesektor.

Folkemødet er også stedet, hvor både politikerne og andre af folkestyrets aktører tør lufte visioner i en grad, som man ellers meget sjældent oplever i dagligdagen. På Bornholm bedst udtrykt af den gamle provo, journalist og idémager Jakob Ludvigsen, der hos Danske Anlægsentreprenører luftede ideen om en boret tunnel mellem Bornholm og Skåne.

Umiddelbart en tanke, der får de fleste til at trække på smilebåndene, men det gjaldt også Femerntunnel, Kattegatforbindelse og Havnetunnel på langs i Københavns Havn.

Færøerne kan bygge en tunnel under vand på 12 km til en pris af cirka 690 mio. kroner (2007 priser); 65 og 70 mio. kroner per km. En tunnel mellem Skåne og Bornholm bliver cirka 36 km - regn selv videre hvis bundforholdene er de samme som på Færøerne – grundfjeld.

Det er kun cirka 13 år siden, at man i Norge indviede Lærdalstunnel på næsten 25 km til en pris af omkring en mia. kroner. Om grundfjeldet er oven eller under vand har vist ikke den store betydning.

Det årlige statstilskud til Bornholm er i dag godt 200 mio. kroner alene til færgedriften - omkring 1 mia. i alt til bornholmerne – det er 350 millioner mere end til Færøerne.

Måske er "ham der Ludvigsen" ikke så tosset endda. Det kan kun fremtiden vise.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094