23948sdkhjf

Stor renovering til 460 mio. kroner

Flere ældre boliger i Skoleparken i Hillerød, nogle helt tilbage fra 1958, skal totalrenoveres. Det er en del at et stort projekt til 460 mio. kroner, der også vil inkludere forsøg på skybrudssikring
Et stort løft i livskvalitet. Det bliver forhåbentlig den væsentligste følge af et stort renoveringsprojekt i Skoleparken i Hillerød, der med udbud af totalrådgivning nu er gået ind i en ny fase.

Renoveringen får støtte fra Landsbyggefonden og vil koste 460 mio. kroner. Arbejdet vil strække sig frem til 2016 og byder på mere lys og luft for beboerne, nye altaner og formentlig også en større sikkerhed for konsekvenserne af fremtidens skybrud.

I oktober sagde et stort flertal blandt beboerne i Skoleparken ja til den helhedsplan, der nu skal forvandle området til en helt ny bydel.

- Og det skal tages bogstaveligt, siger Boligselskabet Nordsjællands direktør Jakob Reddersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- For boligselskabet som sådan drejer det sig om en tredjedel af vores lejligheder, så der er stor glæde lige nu, og det bliver spændende at få rådgiverne koblet på, så vi kan få deres konkrete og kreative bud, nu da de fleste overordnede ting er på plads, siger han.

Skybrudssikring

Jakob Reddersen ser ikke kun det fremtidige arbejde som et boligrenoveringsprojekt.

- Der bliver tale om moderniseringer, sammenlægninger af lejligheder, badeværelsesrenoveringer og forbedringer af infrastruktur og rørføring i bygningerne. Den ældste blok er opført i 1958, så her er der ingen vej udenom nye rørføringer og badeværelser, men projektet er også et klimaprojekt, understreger han:

- I og med at alle gangarealer bliver omlagt, og vi for alvor kigger på udearealerne, må vi se, hvor langt vi kan strække pengene. Det er ikke luksusudgaven, det vi skal i gang med, men det er oplagt at tænke på forebyggelse af vandskader fra skybrud og hvordan forsinkelsesbassiner kan arbejde for os, siger Jakob Reddersen.

426 lejligheder

Skoleparken, med 426 lejligheder langs Hillerødsholmsalle, er primært opført i årene 1965-68. Man kan på den hjemmeside, bn-skoleparken.dk, der er åbnet før renoveringen, læse, at lejlighederne får udvidede altaner med glaspartier, facaderne får nyt udtryk med murstensfacader og nye lyse indgangspartier.

Desuden får alle grønne arealer et tiltrængt løft, samtidig med at der opføres et helt nyt torv med aktivitetshus i området. Der etableres desuden en række boliger med øget tilgængelighed for handicappede, lyder det fra Boligselskabet Nordsjælland. Men først i 2014 går man for alvor i gang.

Projekt godkendt

Totalrådgivningen, som der nu er udsendt prækvalifikation på, omfatter blandt andet projektering, udarbejdelse af udbudsmateriale, prækvalifikation af entreprenører, afholdelse af licitation, tilbudsvurdering, projektopfølgning, fagtilsyn og byggeledelse i forbindelse med renoveringen af Skoleparken.

Det er planen, at der blandet andet skal etableres nye dybere altaner med fuldt oplukkelige glaspartier og solafskærmning.

Der skal desuden bygges franske altaner til boliger uden altan, og fra alle altaner i stueetagerne skal der gives plads til udgang til private terrasser. Endelig skal altaner i stueetager udstyres med lås.

Der er nu udarbejdet en helhedsplan, der indeholder et renoveringsprojekt, godkendt af Hillerød Kommune.

Boligselskabet Nordsjælland er med mere end 1.000 almene boliger blandt de største udbydere af lejeboliger til familier, unge og ældre, samt bofællesskaber og institutioner i det nordsjællandske område.

Fristen for at ansøge om deltagelse er 11. februar 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094