Fonde som en del af samfundet
Filantropiske foreninger og fonde kan i stigende grad være et aktiv for det omgivende samfund. Emnet var til debat på stor konference i mandags
Ovenstående er en lettere omskrivning af et citat fra Astrid Lindgren-klassikeren Pippi Langstrømpe".
Men citatet siger også noget om den verden, som de filantropiske fonde og foreninger agerer i. For i en verden, hvor der i øjeblikket er knaphed i økonomien, kan filantropiske fonde og foreninger - både herhjemme og i udlandet - bidrage på helt andre måder end andre samfundsaktører. Og det ofte med en betydelig finansiel styrke i forhold til andre aktører, hvilket stiller krav til deres ageren.
Det forhold var i fokus på en stor konference i mandags i København om filantropiens rolle i samfundet.
Hovedtaleren var den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, som, siden han gik af i 20o1, har søsat to filantropiske fonde.
Han har tidligere talt varmt for, at fonde med beskedne bidrag kan hjælpe ildsjæle til at løse et problem.
Vær flink
Realdania stod bag konferencen, og den har siden sin stiftelse i år 2000 netop hjulpet utallige ildsjæle med at søsætte projekter inden for det byggede miljø. Alene sidste år uddelte Realdania 718 mio. kr., mens 2007 for eksempel bød på uddelinger for 1,3 mia. kr.
Flere af de større projekter er løst eller bliver løst i særlige partnerskaber med blandt andet kommunerne, og partnerskaberne stiller krav til fonden bag, erkender Realdanias adm. direktør, Flemming Borreskov.
- Det er svært med partnerskaber, for ofte kommer der krise i de helt store projekter specielt i byprojekterne, hvor der er mange andre meninger end lige Realdanias og borgmesterens. Så selv om du er stor og stærk - så vær flink. Vi som filantropisk fond skal opføre os ordentligt, men også gøre dem (modtagerne af fondsmidler, red.) til dygtige gavemodtagere, sagde Flemming Borreskov i sine konklusioner under konferencen, der havde over 700 deltagere fra ind- og udland.
En katalysator
Netop et større byudviklingsprojekt foregår i Odense, hvor kommunen i samarbejde med Realdania arbejder på en omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, der deler byen i to.
Og Odenses borgmester, Anker Boye (S), der deltog i en paneldiskussion med tidligere koncernchef i Tryg og nuværende bestyrelsesformand på blandt andet Det Kongelige Teater og Copenhagen Art Festival, Stine Bosse, lægger ikke skjul på, at kommunerne kan drage nytte af langsigtede samarbejder med fonde, uden at disse dog skal overtage det offentliges rolle.
- Fonde kan være en samarbejdspartner og katalysator, der gør sig nøje strategiske overvejelser og bringer egne værdier i spil. Sammen kan vi gøre det bedre end hver for sig og dermed skabe et mere fuldtonet resultat. Derfor skal vi som kommune også være mindre berøringsangst ved at gå i ind i et samarbejde. Kommunen tager ansvaret for beslutningen, men i Odense er Realdania med på sidelinjen. Det skaber også arbejdspladser både før og efter byggeriet, pointerede Anker Boye, der i parantes bemærket også er medlem af Realdanias bestyrelse.
Stine Bosse har siddet på begge sider af bordet i kraft af hendes Tryg-fortid og dermed også i Trygfonden og nu qua sine tillidserhverv.
Og hun har gjort sig sine erfaringer med filantropiske fonde.
- Nu har jeg i et års tid siddet på den anden side og taget imod midler, og penge, som fonde har, er kendetegnet ved at være tålmodige og det har vi brug for i Danmark. Men som fondsbestyrelse skal du også være lidt mere modig og tænke nyt og anderledes som for eksempel i partnerskaber. Fondene skal turde slippe noget af kontrollen og lade det være tilladt at lave fejl, lød opfordringen fra Stine Bosse.