Aabenraa skærer 21 mio. af skolebyggeri
Aabenraa Kommune regner med første spadestik for ny skole inden sommerferien, men 21 mio. kroner skal skæres af projektet
Oprindeligt skulle borgmesteren stikke spaden i jorden forrige tirsdag. Men dagen inden måtte kommunen aflyse, da det viste sig, at de modtagne tilbud fra entreprenørerne tilsammen gav et projekt til 100 mio. kroner og ikke de 67 mio. kroner, der var budgetteret med. Byggeprojektet, der omfatter udbygning af den tidligere Rugkobbelskole samt ombygning af en nyerhvervet administrations- og lagerbygning, var altså knap 50 procent dyrere at bygge.
Onsdag godkendte Økonomiudvalget tillægsbevillingen på 12 mio. kroner, og hvis byrådet også godkender den, kan kommunen afholde første spadestik 28. juni.
Ifølge Tove Larsen vil det blive ekstra ønsker, kommunen skal vinke farvel til.
- Da man fra byggestyregruppen udbød projektet, ønskede man priser på ting, man godt kunne tænke sig. Man ønskede at få priser på dem, hvis licitationen havde vist sig at være billig. Det er ikke sådan, at vi beskærer projektet som sådan. Det bliver de yderligere ønsker, der ikke bliver plads til, forklarer hun.
Kongehøjskolens skoleleder Lisa Holden Christensen, som også sidder i byggestyregruppen, giver ikke Tove Larsen ret i, at der er tale om ektra ønsker som sådan.
- Man kan ikke sige, at det var ekstra ønsker. Det er jo noget, der er opstået i processen med arbejdet om Kongehøjskolen. Det er en helhed, der er et resultat af det arbejde, der er blevet lavet, forklarer hun.
Til spørgsmålet om, hvorfor kommunen allerede havde planlagt byggestart forrige tirsdag, hvis kommunen allerede på forhånd var klar over, at det ikke var sikkert, at der ville blive plads til hele projektet, svarer Tove Larsen:
- Vi har haft licitationer for to andre skoler, hvor der var rimelig store besparelser i forhold til det, vi havde regnet med. Det havde vi også håbet på her, men det viste sig så ikke at være tilfældet.
Afklaring venter
De yderligere ønsker fra byggestyregruppen omhandler eksempelvis renovering af lærerværelset og byggeri af en mellemgang. Nu skal byggestyregruppen i gang med at beslutte, hvilke elementer af byggeriet der skal udgå.
- Vi skal holde flere møder i byggestyregruppen og finde ud af, hvad der skal skæres væk, siger Lisa Holden Christensen.
Hun tør ikke give nogen dato for, hvornår det ligger fast, hvad det nye byggeri skal rumme, da sommerferien ligger lige for døren. Dermed er det ikke sikkert, kommunen ved, hvad der skal skæres væk, hvis der bliver afholdt første spadestik 28. juni.
På trods af de kommende beskæringer er Lisa Holden Christensen stadig optimistisk omkring byggeriet af Kongehøjskolen, som er en sammenlægning af Brundlundskolen og Rugkobbelskolen.
- Vi får ikke alt det, der stod på ønskesedlen, men det gør man jo ikke altid. Vi tror stadig på, at vi får bygget en rigtig god skole, siger hun.