Jørn Buch Andersen er død
- Det var med stor sorg, at vi i Dansk Byggeri modtog meddelelsen om Jørn Buch Andersens alt for tidlige død. Vi vidste godt, at Jørn var alvorlig syg. Alligevel kom den triste meddelelse som et chok. Han havde en meget stor andel i, at Dansk Byggeri kom godt fra start som bygge- og anlægsbranchens hovedorganisation. Jørn var en organisationsmand som ingen andre. Han har gennem mange år bestridt adskillige poster i mange bestyrelser fra Københavns Murerlaug over Murerfagets Arbejdsgivere til Byggeriets Arbejdsgivere og Dansk Byggeri. Her skal jeg blot nævne et fåtal af de tillidsposter, Jørn har bestridt: Oldermand i Københavns Murerlaug, formand for murersektionen i Byggeriets Arbejdsgivere, formand for Murerfagets Fællesudvalg, formand for Byggeriets Arbejdsgivere, næstformand i Dansk Byggeri, formand for bestyrelsen i Byggeriets Forsikringsservice, medlem af Voldgiftnævnet og medlem af Kjøbenhavns Haandværkerforening. Jørn var en respekteret og ordholdende mand. Havde man først fået hans accept og tillid, kunne man altid komme til Jørn for hjælp, gode råd eller meninger. Vores tanker går til Jørns hustru Elsa og resten af familien. Æret være Jørns minde, skriver Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen blandt andet i et mindeord.