23948sdkhjf

Byggefirmaer får støtte til at ansætte rådgiver

Fra 1. august kan firmaer i bygge- og anlægsbranchen få op til halvdelen af deres udgifter til en arbejdsmiljørådgiver betalt
Op til en halv mio. kroner kan blandt andre tømrer-, murer- og nedrivningsvirksomheder få i refusion af deres udgifter til en arbejdsmiljørådgiver.

Fra 1. august åbner Arbejdstilsynet nemlig op for en årlig pulje til nedslidningstruede brancher på 10 mio kroner til og med 2015. Puljen er finansieret af Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, men administreres af Arbejdstilsynet.

- Med den krisesituation, som branchen befinder sig i nu, så kan det godt være, man har viljen, men ikke muligheden, tiden eller ressourcerne til det. Derfor er det meget kærkomment, at man for en forholdsvis billig penge kan hyre en konsulent, som kan være med til at tænke tanker og skrive en projektbeskrivelse, siger konsulent i Dansk Byggeris arbejdsmiljøafdeling Ann Mills Karlslund.

Virksomheder fra i alt 18 brancher - udvalgt på baggrund af blandt andet antal arbejdsulykker og skader - kan søge om at få dækket op til halvdelen af deres udgifter til arbejdsmiljørådgivning, og pengene bliver bevilget efter først-til-mølle-princippet. Puljen er rettet mod forebyggende tiltag, og virksomheder kan derfor ikke søge om støtte til eksempelvis udgifter til rådgivning i forbindelse med påbud fra Arbejdstilsynet.

Brancher hårdt ramt

Byggeriets tre branchegrupper, som kan søge om refusion, er anlægsarbejde, opførelse og nedrivning af byggeri samt færdiggørelse af byggeri.

Tal fra Arbejdstilsynet viser, at alle tre grupper har mange ulykker. I perioden 2007-2011 er der inden for anlægsområdet registreret 3.460 ulykker, mens der sammenlagt i byggebranchen er registreret 21.964 ulykker. I forhold til ulykker scorer døgninstitutioner og hjemmepleje højest af de nedslidningstruede brancher med i alt 25.046 ulykker i samme tidsperiode.

Den nye pulje henvender sig både til offentlige og private virksomheder og er målrettet initiativer, der sigter mod at nedbringe antallet af arbejdsulykker, forbedre det psykiske arbejdsmiljø eller at nedbringe antallet af medarbejder, der overbelaster muskler og skelet.

- Det er især ulykkesforebyggelse og forebyggelse af muskel- og skeletbesvær, der er interessant for byggeriet. Ulykkesbilledet i bygge- og anlægsbranchen er uhyrligt komplekst. Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind. Det betyder for eksempel noget, at der er skiftende arbejdssteder, og at det ofte ikke er standardiserede arbejder, som bliver udført, fortæller Ann Mills Karlslund.

Udviklingsprojekter

Den nye pulje er et udtryk for oprustning inden for arbejdsmiljø og forebyggelse, og Ann Mills Karlslund tror, at den vil sætte gang i udviklingsprojekter.

- Forebyggelsesfonden blev beskåret voldsomt for et par år siden. Det her er et skridt i den anden retning, hvor der bliver bedre betingelser for virksomhederne til at lave udviklingsprojekter. Puljen vil sætte gang i flere udviklingsprojekter i både små og store virksomheder, siger hun.

Dog påpeger hun, at det ikke nødvendigvis er alle virksomheder, der er i stand til at søge om støtte til arbejdsmiljørådgivning.

- Det kræver dels, at virksomheden økonomisk er i stand til at betale den anden halvdel, dels at det er en virksomhed, som er i stand til at lave arbejdsmiljømæssigt udviklingsarbejde - altså at der i virksomheden er et ledelsesmæssigt stort fokus på arbejdsmiljø samt ressourcer nok mandskabsmæssigt, siger hun og uddyber:

- Hvis en virksomhed eksempelvis siger: Vi har et problem i vores virksomhed med tunge luft. Vi kan se, at det kan man eventuelt afhjælpe med en eller anden form for teknisk hjælpemiddel, men det hjælpemiddel findes ikke endnu, så nu vil vi gå i dialog med en producent og se, om vi kan bidrage til at få det udviklet. Det kræver, at man har de mandskabsmæssige ressourcer, der skal til for at tænke sådan et projekt igennem.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203