23948sdkhjf

Byggeskader sætter bundrekord

Antallet af byggeskader i støttet byggeri er faldet drastisk i 2012, viser tal fra Byggeskadefonden
Bedre kvalitet i nyere byggerier, effekten af erfaringsformidling samt en mindre bygningsmasse er nogle af de forklaringer Byggeskadefonden har på faldet i antallet af anmeldelser om byggeskader i almene familie-, ældre- og ungdomsboliger samt private andelsboliger, som har modtaget støtte i løbet af de sidste 20 år.

I 2012 modtog Byggeskadefonden 95 anmeldelser mod 144 forrige år. Tidligere har niveauet ligget på omkring 150-175 anmeldelser.

- En af hovedforklaringer på, hvorfor vi har fået færre anmeldelser i 2012 er, at mange af de gamle årgange med en meget stor bygningsmasse er gået ud, forklarer sekretariatschef i Byggeskadefonden, Ole Bønnelycke.

Efter 20 år er byggerier nemlig automatisk ikke længere omfattet af Byggeskadefonden. 4.200 bebyggelser - svarende til 74.000 boliger - fra perioden 1987 til 1992 er ikke tilknyttet fonden længere.

- Det svarer til, at cirka 35 procent af alle de boliger, der er eller har været omfattet af Byggeskadefonden, ikke er omfattet mere, og derfor er det logisk, at antallet af anmeldte skader er faldet, forklarer Ole Bønnelycke.

Samtidig med, at antallet af anmeldelser er faldet, er de udbetalte skadesdækninger også blevet mindre. I 2012 udbetalte fonden 22 mio. kroner mod 43 mio. kroner i 2011.

Bedre kvalitet

Kvaliteten i nyere byggeri spiller også en rolle for skadesbilledet. I perioden 1987-1992, hvor der blev opført omkring 4.300 byggerier, var procentdelen af byggerier med anerkendte skader i forhold til alle opførte byggerier 38 procent. Fra 1999 til 2012 udgjorde procentdelen af byggerier med anerkendte skader kun fem procent i forhold til det samlede antal opførte byggerier.

Selvom der stadig er et stykke tid til, at årgangene 1999 til 2012 ryger ud af statistikken, tror Ole Bønnelycke ikke, at billedet vil rykke sig meget de kommende år.

- Vi holder nøje øje med tallene hvert år, og vi kan se, at det er ganske lidt, de rykker sig. Vi er ikke i tvivl om, at de her tal viser, at kvaliteten i tidens løb er blevet meget bedre i forhold til tidligere, siger han.

Ældreboliger i top

Når det kommer til typer af byggeri, klarer ældreboliger sig bedst i forhold til færrest byggeskader, mens private andelsboliger klarer sig dårligst.

21 procent af de anmeldte skader i 2012 omhandler ældreboliger. Denne type boliger udgjorde tilsammen 40 procent af alle de byggerier, der hørte under fonden i slutningen af 2012. De private andelsboliger, som kun udgjorde 15 procent af bygningerne, har - forholdsmæssigt set - den største andel af anmeldte skader, nemlig 27 procent.

- Det har generelt set lige sådan ud de forrige år. En mulig forklaring kan være, at kvaliteten i større byggerier generelt er bedre. Ældreboliger bliver generelt bygget i større enheder, mens private andelsboligbyggerier ofte var mindre enkeltstående byggerier, siger Ole Bønnelycke og fortsætter:

- Det er vores erfaring, at jo større byggeriet er, jo mere erfarne og professionelle er de medvirkende parter, herunder bygherren, og det har betydning for kvaliteten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109