Til kamp mod bureaukrati
De danske jernbaneingeniører fra Cowi har med nye projekter i Indien og Afrika fået flere udfordringer. Bureaukrati kræver tålmodighed og strategisk tænkning
Ingeniør Jan Falster-Hansen fra Cowi har været involveret i jernbaneudvikling i mange forskellige lande, og han oplever et stort spild af både tid og penge, når ingen lokale kan eller vil tage en beslutning eller udlevere oplysninger, selv om udenlandske rådgivere står klar.
- Langt de fleste af vores projekter er finansieret af Verdensbanken, EU eller en af de andre store organisationer, og det hjælper lidt at få dem til at skrive, at materiale skal være klar når vi kommer, men det sker måske kun i 10-15 procent af tilfældene, siger han.
- En løsning er at komme ud i de tekniske afdelinger under produktionsfasen, og gå det hele igennem. Du skal som dansk ingeniør etablere kontakter på højt niveau, som udpeger, hvem du skal tale med på et lavere niveau. Det virker i mange lande, siger Jan Falster-Hansen, der også fortæller, at Cowis jernbaneafdeling regner med at ekspandere med 30-40 mand inden for de næste fire-fem år.
- Og det er med henblik på udenlandske opgaver, siger en af Cowis mest rejsende medarbejdere, der tager til Rumænien om seks dage, samt håber snart at gense Indien, og derefter tilse helt nye projekter i Tanzania.
Afhjælper kaos på vejene
Den danske ingeniør var fire uger i Indien i foråret, hvor de blandt andet bygger 5000 km godsjernbane.
- Jeg hjælper med design-review og design af enkeltelementer, og har arbejdet med en del af strækningen fra Calcutta til New Delhi. Og der er behov: Trafikken på landevejen er dybt kaotisk. Jeg har kørt over 1.000 km på landevej, og du skal være heldig, hvis du kommer over 40 km i timen. Her kan man virkelig effektivisere med en jernbane.
Svær kommunikation
Så Jan Falster Hansen og de andre udenlandske ingeniører kæmper videre i lande, hvor man sjældent får noget inden for tidsrammen, og hvor informationerne, når de endelig dukker op - består af en google-oversættelse.
- I Etiopien, hvor vi har et projekt - og hvor der er kinesiske entreprenører involveret - får vi papirer på kinesisk. Etiopien-projektet har vi været igennem tre gange, før vi fik det rigtige, fortæller han.
Men alle vanskeligheder til trods kan ingen drømme om at bakke ud. Dertil er opgaverne for spændende.
Preben Juul Mikkelsen, markedsdirektør for Jernbaner og Metro, siger:
- Han mener, at virksomheden skal blive endnu mere eksportorienteret - og det kræver også de unges interesse for at tage til udlandet.
- For Cowi er det et mål at blive mere orienteret om udlandet, men det kræver at vi har ressourcerne til det, siger Preben Mikkelsen til Licitationen.
Det uddybes af afdelingschef Niels Henrik Kjær Jensen.
- Jernbaner er et marked i vækst, og der er muligheder i udlandet, hvor vi naturligt kigger hen - for er markedet stort i Danmark, er det endnu større i udlandet, siger han.
- Der er efterspørgsel efter eksperter i jernbaneinfrastruktur i hele verden, konkluderer han.