Advarsel mod grundlovskrænkelser
Advokat kritiserer, at der kun var 13 dage i høringsfrist for vidtgående lovforslag mod sort arbejde
Blandt kritikerne er den tidligere direktør i Danske Anlægsgartnere, advokat Stephan Falsner, der peger på, at der kun var 13 dage i høringsfrist, da skatteminister Thor Möger Petersen (SF) udsendte sit meget vidtgående lovforslag:
- Det er ikke ret megen tid i forhold til et lovforslag med så vidtgående konsekvenser. Lovforslaget medfører hvis det vedtages at Skat får mere vidtgående beføjelser end politiet har i dag, idet borgere, som eksempelvis befinder sig i "fru Hansens" have, ifølge lovforslaget skal oplyse CPR- ummer, navn og adresse samt har pligt til at forevise personlige papirer. Desuden kommer "fru Hansen" til at hæfte for eventuelle håndværkerens gæld til Skat, hvis hun vælger at betale kontant med mere end 10.000 kroner, forklarer Stephan Falsner over for Licitationen.
Vækker mindelser
Stephan Falsner erkender, at hverken RUT-register eller en øget indsats mod sort arbejde har udryddet problemet, men han finder alligevel, at det ikke er i orden, at man nu indfører regler, "som vækker mindelser tilbage fra svundne tider, før vi fik en grundlov":
- De rettigheder, vi har i forhold til Grundloven, bør ikke krænkes. Der er tale om spilleregler for et demokratisk samfund, som ikke kan sættes ud af spillet, uanset hvilken partifarve den til enhver tid siddende regering har. Det gælder også farven "rød". Jeg fristes til at gøre opmærksom på, at "farven rød" gennem tiderne har haft de største armbevægelser, når det gjaldt at gøre anskrig, hvis de mente, at staten overskred grænserne for borgerens retssikkerhed i forhold til Grundloven. Det gælder eksempelvis retssager for brud på Grundloven som følge af tiltrædelse af EU-traktater og politiets præventive anholdelse af BZere. Men selv i den bedste sags tjeneste kan hensigten ikke hellige målet. Det gælder også for skatteministeren og i sidste ende Statsministeren, siger Stephan Falsner videre.
Varmt spor
Advokatsamfundet har i øvrigt bedt om foretræde for Folketingets Skatteudvalg, fordi rådets indsigelser er blevet ignoreret på Christiansborg.
Stephan Falsner håber, at foretrædet måske kan være med til at ændre indstillingen hos regeringen, så man kan komme tilbage til "tegnebrættet" og få lavet nogle regler, som "ikke træder på Grundloven og dermed borgerne":
- Politiet skal have en retskendelse eller et meget varmt spor for at trænge ind på privat grund. Med dette lovforslag kan Skat selv vurdere, om de har lyst til at gå ind eller ej. Det er nok udtryk for en ketchupeffekt, hvor man har banket så meget på "flasken" med sort arbejde, at man er gået over gevind i forhold til, hvad en statsmagt kan tillade sig i forhold til borgerne. Regeringen forsøger med særlovgivning at sætte grundlovssikrede rettigheder ud af kraft med dette lovforslag. Der skal naturligvis gøres noget mod det sorte arbejde, men det er ikke hele samfundet, der skal betale prisen i forhold til Grundloven, siger Stephan Falsner.