23948sdkhjf

Masser entreprenørarbejde i DM&E

Danske Maskinstationer & Entreprenører har oplevet en nettotilvækst i antallet af medlemmer, og interessen for entreprenørarbejde er fortsat stor blandt maskinstationerne
Maskinstationerne er som den resterende del af erhvervslivet under pres på indtjening, og en del af virksomhederne har store investeringer, som tynger på regnskabet. Men der er også lyspunkter imellem, og en række af maskinstationerne kan melde om et fornuftigt 2011, hvor tingene hang nogenlunde sammen på bundlinen, men hvor konkurrencen for at få opgaverne i hus også har været hård.

DM&E har haft en flot tilgang af medlemsvirksomheder med 50 nye medlemmer i seneste regnskabsår. En tilgang der er fortsat i sidste kvartal af 2011. Der har desværre også været afgang på grund af virksomhedsophør, generationsskifte og fusioner, men trods dette har der været nettovækst, idet regnskabsåret sluttede med 612 medlemsvirksomheder. Ved udgangen af kalenderåret 2011 var der 628 medlemsvirksomheder i DM&E.

39 procent af virksomhederne beskæftiger sig med både entreprenør- og landbrugsarbejde, mens 29 procent primært beskæftiger sig med entreprenørarbejde og tilsvarende 32 procent primært med landbrugsarbejde.

Brancheforeningen har netop haft sit store årsmøde, med et rekordhøjt antal deltagere nemlig omkring 250. En række mærkesager har præget året, og det gælder blandt andet de offentlige opgaver, som brancheforeningen klart mener, bør løses af private virksomheder.

Offentlige udbud

I 2011 satte DM&E ekstra fokus på offentlige udbud, hvor første tiltag var indlægget på orienteringskurset 2011 under overskriften "Den offentlige sektor - det sikre vækstmarked".

Baggrunden for den øgede fokus på offentlige opgaver er blandt andet, at et stadig stigende antal opgaver kommer i udbud. Det gælder både opgaver som kommunerne indtil nu selv har løst, og opgaver der tidligere er løst af private virksomheder, men som først nu bliver udbudt i licitation, hedder det blandt andet i beretningen.

Mere konkurrence

Mange af de opgaver som DM&E"s medlemsvirksomheder har løst i mange år, som for eksempel reparation- og vedligeholdelsesopgaver for forsyningsselskaber og vandværker mv., bliver først nu konkurrenceudsat. Det betyder, at de virksomheder, som måske i flere år har haft faste opgaver nu risikere at miste dem, mens andre samtidig får muligheden for at vinde dem. Det drejer sig om at kunne løse en opgave bedst og billigst i en tilbudssituation. Det kan give store udfordringer både for udbyder og for tilbudsgiver, da mange regler og formalia skal overholdes, når tilbud skal afgives og vurderes. Det mærker DM&E tydeligt ved, at flere henvendelser end tidligere drejer sig om udbudsregler og tilbudsgivning, hvilket også er en indikation på, at mange virksomheder er interesseret i at løse opgaver for det offentlige. For at klæde medlemsvirksomhederne bedre på til at byde på offentlige opgaver afholdt DM&E i efteråret blandt andet et kursus omkring offentlige udbud og tilbudsgivning, ligesom DM&E også yder rådgivning indenfor området.

Udbud i mindre klumper

En stor del af de offentlige opgaver på det tekniske område ligger lige til højrebenet for mange af DM&E"s medlemsvirksomheder, da de har grejet og ekspertisen til at løse dem bedst og billigst.

- Men vi må desværre konstatere, at opgaver som tidligere er blevet løst af mindre entreprenører nu udbydes i så store klumper, at de er umulige at løfte for små og mellemstore entreprenørvirksomheder.

Derfor opfordrer DM&E på det kraftigste kommuner og andre offentlige instanser til at udbyde opgaverne i portioner, hvor små og mellemstore virksomheder også har mulighed for at byde. Det vil samtidig sikre, at opgaverne også reelt bliver løst på den bedste og billigste måde, konstaterer formanden, Søren Ulrik Sørensen i sin beretning.

- Samtidig må branchen erkende, at der skal tænkes i andre samarbejdsformer for at kunne komme i betragtning til de stadig større udbud, der nok er en realitet, uanset at opgaverne splittes op i fagentrepriser og mindre etaper, hedder det.

Tilskud til privat kloak

- Den tidligere regering vedtog 1. juni 2011 en ny boligforbedringspakke. Loven betyder, at der kan opnås fradrag for lønomkostningen til visse arbejdsopgaver indenfor hushjælp og lettere istandsættelse af hjemmet.

Efter flere henvendelser fra DM&E lykkes det os i 11. time at få politikerne til at acceptere, at også udvendige regn- og spildevandsinstallationer skulle medtages i ordningen, hvilket ikke var tilfældet i lovforslaget. Den nye regering har i mellemtiden bebudet, at de vil sløjfe ordningen ved udgangen af 2012 til fordel for en grøn boligrenoveringspulje, som på nuværende tidspunkt kun omfatter energirenovering. DM&E har i et brev til den nye miljøminister anmodet om, at en fremtidig grøn boligrenoveringspulje også kommer til at omfatte kloakker, da dette blandt andet vil kunne være med til at forbedre miljøforholdene omkring de private kloakinstallationer. I det kommende år vil DM&E forsat arbejde for, at der kommer mere fokus på de utætte og nedslidte kloakker fra regeringens side, konstaterer formanden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094