23948sdkhjf

Nyborg blev frikendt i byggesag

Statsforvaltningen har frikendt Nyborg Kommune for manglende tilsyn i ulovlig byggesag. DF-byrådsmedlem vil køre sagen videre
En konkret sag i Nyborg, hvor en boligejer har klaget til kommunen over naboens ulovligt opførte byggeri, har fået Peter Skaarup (DF) til at bede klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (RV) redegøre for, hvordan en borger kan sikre sig, at en kommunalbestyrelse søger at få lovliggjort et ulovligt forhold inden for byggelovens område, som borgeren gør kommunalbestyrelsen opmærksom på.

Byrådsmedlem Carsten Kudsk fra DF i Nyborg forklarer over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der er tale om en nabokonflikt, hvor en grund er blevet overbebygget, og kommunen har taget ensidigt parti for den ene part – den der overtræder reglerne:

- Kommunen har svigtet sin tilsynspligt og vil ikke gøre noget ved sagen. Statsforvaltningen vil heller ikke gøre noget, så den ramte borger er helt uden retsbeskyttelse, forklarer Carsten Kudsk.

Konkrete afgørelser

Ministeren understreger, at det er kommunerne, der kan træffe konkrete afgørelser i byggesager, både om byggetilladelser og udstedelse af påbud.

- Kommunerne har som følge af deres status som forvaltningsmyndighed pligt til at påse, at byggelovgivningens regler overholdes. Kommunerne er generelt set i henhold til gældende byggelovgivning forpligtet til at søge et ulovligt forhold lovliggjort, når kommunerne bliver opmærksomme på, at der eksisterer et ulovligt forhold. Det betyder, at kommunerne skal undersøge, om der foreligger et ulovligt forhold, og hvis der gør, er de forpligtet til at søge at få det lovliggjort, medmindre forholdet er af ganske underordnet betydning, forklarer Martin Lidegaard.

Han understreger dog, at klages der til Statsforvaltningen, skal man være part i sagen og selv være berørt af det ulovlige forhold.

- Borgeren har ikke mulighed for at klage, hvis borgeren ikke er part i den pågældende sag, eller hvis kommunen slet ikke træffer en afgørelse.

Og det er netop det sidste, der er tilfældet, for Nyborg Kommune har ifølge Carsten Kudsk ikke truffet nogen afgørelse om byggeriets lovlighed, men blot ignoreret sagen.

Nyborgs borgmester, Erik Christensen (S), siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at Statsforvaltningen har afgjort sagen og givet kommunen medhold i, at sagen er behandlet som den skal:

- Det føler jeg mig rimeligt tryg ved, og jeg mener ikke, at der er tale om ulovligt byggeri, siger borgmesteren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094