23948sdkhjf

Rød krise

Dagen efter at regeringen havde førstebehandlet finanslovsforslaget for 2012, lod SF’s formand og landets udenrigsminister, Villy Søvndal, en politisk bombe detonere på Christiansborg, da han meddelte sin afgang som formand for SF.

Det er en beslutning, der kan få store konsekvenser ikke alene for SF, men også for regeringen som helhed.

Villy Søvndal kan nemlig ikke vente til partiets næste ordinære årsmøde med at træde tilbage, da det først sker i foråret, og så lang tid kan et parti, og specielt ikke SF, ikke vente på at udpege en ny formand. Det vil i alt for høj grad åbne for “de lange knives nat" og vise en indre splid om den politiske linie. Derfor gælder det for SF om hurtigst muligt at indkalde til landsmøde med det ene punkt på dagsordenen - at vælge ny formand.

Det er nok meget betegnende, at de kommentarer, der er kommet til Villy Søvndals tilbagetræden fra de øvrige politiske partier, nærmest lyder som “nekrologer". Viklly Søvndal er nemlig en “politisk død mand" på Christiansborg.

Om han overhovedet får lov til at blive som udenrigsminister ret længe, det må indtil videre stå hen i det uvisse. Dels er det et spørgsmål, om SF ret længe endnu kan holde til at fortsætte som regeringsparti, og dels står andre politikere i SF på spring til at få en ministerpost, der kan styrke dem politisk og dermed chancen for at blive genvalgt ved næste folketingsvalg.

Villy Søvndals tilbagetræden vil endnu en gang, og måske i endnu stærkere grad denne gang, bringe uenighederne i SF om den politiske kurs op til overfladen. Det er ingen hemmelighed, at det har gjort ondt på SF-erne, at partiet sammen med de øvrige regeringspartier har måttet indgå politiske forlig, der har peget i alt andet end socialistisk retning. De Radikales pris for at skaffe Helle Thorning Schmidt til magten har været så dyr, at SF har måttet se valgløfte efter valgløfte forsvinde op i den blå luft, og samtidig har man måttet lægge stemmer til en skattereform, der øger uligheden, omend beskedent - i det danske samfund. SF har også været nødt til at lægge stemmer til at fjerne efterlønnen, og betalingsringen er gemt bort i en meget dyb mølpose.

Rettidig omhu er en dyd i politik, og det gælder ikke mindst at gøre arvefølgen til topposterne klar. Den dyd har Dansk Folkeparti senest demonstreret at være i besiddelse af. Imens breder udsikkerheden sig i SF og dermed også i regeringen som helhed i den værst tænkelige situation, hvor der skal forhandles et forlig hjem om finansloven.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172