23948sdkhjf

Fynske firmaer skal have en bedre chance

Odense Kommune vil udfordre udbudsreglerne for at give lokale byggefirmaer bedre muligheder for at få del i de kommende års store projekter
Når Odense Kommune i de kommende år investerer milliarder i byggeri og ny infrastruktur, skal det også give beskæftigelse til fynske virksomheder og fynsk arbejdskraft.

Det er målsætningen med en række initiativer, der udfordrer udbudsreglerne.

- Bygge- og anlægsbranchen er jo udsat for global konkurrence, og hvis konkurrencen alene kommer til at handle om løn, så har de lokale eller for den sags skyld de danske virksomheder ikke en chance, siger rådmand Peter Rahbæk Juel (S).

Det er som altovervejende hovedregel i strid med udbudsreglerne, såfremt en udbyder stiller krav, som direkte eller indirekte giver en fordel for nationale eller lokale tilbudsgivere. En lokal task force mener imidlertid, at forskellige tiltag giver mulighed for på lovlig vis at få flere lokale virksomheder på kommunale opgaver.

Mere i fagentreprise

Det anbefales således, at der udbydes i fagentreprise, hvor det er muligt. Det betyder mindre entrepriser og giver mulighed for, at små og mellemstore virksomheder kan byde. Man kan også have fokus på konkurrencemetoden “begrænset udbud med prækvalifikation", hvor der lægges vægt på virksomhedernes kompetencer og ikke kun på pris.

Det kan også overvejes at benytte delydelsesreglen i udbudsdirektivet. Det giver mulighed for at undlade udbud af mindre dele af en kontrakt, selv om den totale anskaffelse som helhed overstiger tærskelværdien og dermed er udbudspligtigt.

Et andet tiltag er blandt andet et aktivt arbejde for at lokale virksomheder danner konsortier, så de får økonomisk kapacitet til at byde på de store projekter.

Skrækscenariet

Initiativerne skal ses i sammenhæng med “Byg til Vækst", et samarbejde mellem kommunen og arbejdsmarkedets parter, som skal være med at efteruddanne ikke mindst ledige industriarbejdere til beskæftigelse i byggeriet.

- Skrækscenariet er, at vi om få år har masser af bygge- og anlægsaktivitet i byen, men samtidig masser af ledige industriarbejdere. Derfor er det ikke paragraffer alene, der skal sikre det lokale erhvervsliv mulighed for at være med i konkurrencen om arbejdet. Det handler om at være med til at sikre, at virksomheder kan få den fornødne. velkvalificerede arbejdskraft. De lokale virksomheder skal kunne konkurrere i kraft af dygtige medarbejdere og høj produktivitet, ikke på lav løn, siger Peter Rahbæk Juel.

Dansk Byggeri Fyn roser Odense Kommune for at gå langt, så landsdelen ikke oversvømmes af billig udenlandsk arbejdskraft.

- Det er ærgerligt, at det er nødvendigt, men Odense Kommune skal have stor ros for at gå foran og udfordre reglerne. Det er fint, at man vil gøre det muligt for mindre og mellemstore virksomheder at få del i de mange skattekroner, som der skal bygges for i de kommende år, siger Claus Larsen, formand for Dansk Byggeri Fyn.

For at teste om tiltagene virker i praksis vil der blive udvalgt nogle projekter, hvor de forskellige tiltag vil blive afprøvet.

Initiativerne forventes vedtaget af byrådet onsdag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109