Marselisborg Gymnasium udvider
I morgen skal Aarhus Byråd endeligt godkende udvidelsen af Marselisborg Gymnasium
- Hele projektet er klart, så når vi får lov, kan vi gå i gang. Hvis byrådet vedtager lokaplanen onsdag, forventer vi at komme i jorden 1. august, siger Arvid Bech, der er rektor på Marselisborg Gymnasium.
Det er GPP Arkitekter, der har tegnet om- og tilbygningen af gymnasiet. Hoffmann er totalentreprenør på byggeprojektet.
De 18 nye undervisningslokaler vil ligge i en ny klassefløj, der bindes sammen med det eksisterende gymnasium af en ny to etagers kantine.
Multihallen, som blandt andet skal danne rammerne om idrætsundervisningen, vil blive placeret lige ved gymnasiet.
- Indtil nu har vi haft vores idrætsundervisning fordelt over tre matrikler i kommunen. Det bliver dejligt at få en samlet hal, siger Arvid Bech.
Udvidelsen af gymnasiet kommer til at koste 46 mio. kroner eksklusive moms.
Brug for mere plads
Det er ikke, fordi gymnasiets elevantal er vokset markant, at Marselisborg Gymnasium har valgt at udvide.
- Vi har brug for mere tidssvarende lokaler og mere plads. Vores gamle bygning er fra 1898, så lokalerne er ikke så store og ikke så egnet til undervisning. Med udvidelsen går vi fra at have seks kvm per elev til at have 12, forklarer Arvid Bech.
De gamle undervisningslokaler bliver dog ikke taget ud af brug. De skal i stedet bruges til lærer- og elevarbejdspladser.
Arvid Bech forventer, at den nye multihal står klar i september 2014, mens resten af udvidelsen vil være færdig 1. januar 2015.
Bevaringsværdig
Marselisborg Gymnasium har tre bygninger i ejendommen, som har en høj bevaringsværdi.
I den nye lokalplan står der, at de to største bygninger skal bevares, mens den mindste, som er en tidligere pedelbolig, foreslås nedrevet. Desuden har området en fredet allé, som ifølge lokalplanen også skal bevares.
Netop de bevaringsværdige bygninger og den fredede allé er temaer, som nogle af høringssvarene i forbindelse med lokalplanen har omhandlet.
Blandt andet har Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur skrevet:
De kommunale bevaringshensigter er prisværdige, men glæden derover mindskes dels ved udsigten til, at den hvide skolebygning fra 1904 bliver klemt", omend i kun lettere grad, af moderne tilbygninger, dels ved det forhold, at den anden og ældre skolebygning ikke ønskes udnyttet af ejer (gymnasiet), hvorfor den formentlig vil forfalde yderligere med nedrivning som sidste, mulige udvej, et uhyggeligt perspektiv."
I alt har kommunen modtaget seks indsigelser, men de har ikke medført nogen betydelige ændringer i lokalplanforslaget.