23948sdkhjf

Byggenyt

REGION SJÆLLAND

HERLUFMAGLE: Efter at Næstved Byråd i foråret bevilgede 5,5 mio. kroner til projektet, er det realistisk, at Nunatakken bliver til virkelighed inden for en overskuelig fremtid, skriver Dagbladet Ringsted.

Nunatakken er et stjerneformet multihus med en 15 meter høj klatrevæg, som KFUM-Spejderne i Herlufmagle har kæmpet for i fire år.

Nunatakken er tegnet af Aart Arkitekter og prisen for det 1.700 kvm store hus bliver omkring de 32 mio. kroner. Heraf er der givet tilsagn om omkring 20 mio. kroner. Det er udover Næstved Kommune blandt andre Lokale- og Anlægsfonden og Friluftsrådet, der er villige til at bidrage til projektet.

REGION SYDDANMARK

RENBÆK: Statsfængslet i Renbæk får sin egen kirke, skriver Jydske Vestkysten.

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, der har skænket pengene til kirken, der formentlig vil stå færdig i 2014.

Kirkebygningen, der er tegnet af arkitektfirmaet entasis, bliver på 330 kvm i træ, glas og beton, og den skal også fungere som forsamlingshus og som bibliotek. Der bliver café og et rum til fortrolige samtaler. Endelig tilknyttes der en lille kunstnerbolig til kirken.

REGION NORDJYLLAND

THISTED: Thisted Byråd holder møde tirsdag den 9. oktober og skal her blandt andet kigge på istandsættelsesplaner for fyrbygningerne i Hanstholm.

De gamle fyrbygninger i Hanstholm har siden kommunesammenlægningen i 2007 været en del af Thisted Kommunes bygningsportefølje. Bygningsvedligeholdelsesmæssigt er der siden kommunesammenlægningen kun udført de absolut påkrævede opgaver, men Thisted Byråd har på investeringsoversigten afsat i alt 16.350.000 kroner til istandsættelse af fyrbygningerne fordelt med 350.000 kroner i 2012, to mio. kroner i 2013 og 2014 og fire mio. kroner i hvert af de følgende tre år.

Der er tale om fredede bygninger, hvor istandsættelsesopgaverne skal takles i et tæt samarbejde med Kulturstyrelsen.

Fyrbygningerne tiltrækker stor opmærksomhed hos de turister, der besøger egnen, og det vurderes, at der er et stort uudnyttet potentiale på stedet. Derfor vil Thisted Kommune gå i gang med at ideudvikle, og relevante aktører vil blive inddraget i forløbet som deltagere i den/de arbejdsgrupper, som angiveligt nedsættes, efterhånden som rammerne for projektet kan udstikkes.

HURUP: Der er en ny integreret institution undervejs i Hurup i Thisted Kommune.

Institutionen er under projektering, og byggeudvalget har erfaret, at byggeriet bliver dyrere end først antaget. Sammenlagt er der i perioden 2011-2013 på anlægsbudgettet afsat 16,5 mio.,kroner, men den faktiske udgift på byggeriet vil andrage 18,2 mio. kroner. Årsagen er blandt andet, at selve institutionen bliver cirka 100 kvm større end først antaget, ligesom udhuse og krybberum også bliver cirka 100 kvm mere end det oprindelige udgangspunkt.

Institutionen kommer til at rumme 80 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn, hvilket er flere end det oprindeligt besluttede på 65 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn.

Thisted Byråd har sagen på dagsordenen på mødet i morgen, tirsdag den 9. oktober, hvor der blandt andet skal tages stilling til frigivelse af penge til bygggeriet.

AALBORG: Teknik- og miljøudvalget i Aalborg Kommune indstiller nu til byrådet, at der gives tilsagn om støtte efter lov om almene boliger m.v. til opførelse af 10 almene ungdomsboliger, som Nørresundby Boligselskab er bygherre på.

Projektet er med på boligprogram 2013-15 med 200 ungdomsboliger fordelt på to boligselskaber med 100 ungdomsboliger til hver og med et samlet afsat beløb på 23,1 mio. kroner i kommunal grund-kapitalindskud. De andre 100 ungdomsboliger er Sundby-Hvorup Boligselskab bygherre på.

Byggeriet skal opføres på DAC-grunden på en del af den grund, hvor den tidligere industribygning "Katedralen", der skal rives ned, ligger.

Bebyggelsen vil blive opført i seks, syv og otte etager med høj kælder og som altangangshuse. Alle boliger bliver et-rums boliger på 50 kvm med en sove- og en opholdszone adskilt af køkken og toiletkerne. Der installeres mobil reolvæg i alle lejligheder som eventuel afgrænsning af sovezonen mod gangareal.

Det samlede etageareal bliver på 5.000 kvm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109