Konkurrencen gør os skarpe
Det er en vigtig konklusion, men den bør ikke stå alene. Udbudsrådets nye analyse af vejområdet kommer nemlig frem til mindst én lige så vigtig konklusion. At selve processen med konkurrenceudsættelse tilfører en stor værdi i sig selv.
I analysen fortæller samtlige medvirkende kommuner, at de har fået bedre overblik og bedre intern styring, når de har udbudt opgaver på vejserviceområdet. Ja, flere kommuner nævner sågar, at de end ikke kendte deres kvalitetsniveau før udbuddet. Så selve processen med at konkurrenceudsætte giver således en mere stringent tilgang, som gør, at kommunerne får etableret en fornuftig platform for prioriteringer og for styring af udgifter.
Det er en meget vigtig pointe, som understreger det faktum, at konkurrenceudsættelse altid kan betale sig, fordi det ikke bare sikrer den mest effektive udnyttelse af skattekroner, men også en bedre indsigt i, hvad man faktisk går og bruger skatteydernes penge til.
Vil man have den reelle og bedste pris udbyder man en opgave i konkurrence - uanset om man er privat eller offentlig. Når nogle kommuner alligevel undlader at udbyde opgaver i konkurrence, får disse kommuner ikke værdifuld viden om, hvad den får for sine udgifter.
I det lys er det meget bekymrende, at man med den nye kommuneaftale har valgt at aflive den tidligere forpligtende målsætning for udbud af kommunale opgaver. Det ville have klædt kommunerne at bide sig fast i det provenu, som kommunerne selv kan tilvejebringe ved øget fokus på konkurrenceudsættelse – ikke mindst på vegne af skatteborgerne og erhvervslivet.
I stedet er man gået over i den anden grøft og har lempet kravene til konkurrenceudsættelse og dermed til den mest effektive opgaveløsning. Med et snuptag har man fjernet et instrument, der faktisk virker. Det er da også betegnende og trist, at vi nu ser en tendens, hvor udlicitering på vej- og park-området for første gang går den forkerte vej. Nye tal viser nemlig, at kurven er knækket, og at kommunerne sidste år gik tilbage i udlicitering på vej- og parkområdet.
Vi vil derfor opfordre regeringen til snarest at få den faste målsætning tilbage i spil på de tekniske områder. Udover den dokumenterede positive udbudseffekt, både hvad angår økonomi og bedre styring, er det også velkendt, at de tekniske områder er kendetegnet ved at være mindre komplekse.
Det er for længst passé at tale om, hvorvidt det er bedst, at en opgave løses i offentligt eller privat regi. Det er derimod fundamentalt at tage udgangspunkt i, hvordan vi leverer den bedst mulige service til borgerne. Og der er ingen tvivl om, at vi får det bedste beslutningsgrundlag ved at fastholde konkurrence om opgaverne. Vi skal bryde vanetænkning med udbudsvaner, der kan sikre, at vores fælles skattekroner kører længst muligt på literen.
Og så skal vi huske på, at konkurrence er med til at gøre os alle sammen bedre – uanset, hvem der vinder.
(Forkortet af red.)