Installatører får boligjobordrer i ferielandet
El- og vvs-installatører i sommerhuslandet mærker interesse for at anvende Boligjobordningen
En rundringning, som installatørernes organisation Tekniq har foretaget, viser, at syv af 10 el- og vvs-installatører, der driver forretning i et sommerhusområde, har oplevet stigende efterspørgsel, siden politikerne blev enige om at videreføre håndværkerfradraget og udvide det til også at omfatte fritidshuse.
- Jeg vil skyde på, at vi har fået 50 opgaver i løbet af den seneste måned fra sommerhusejere især i vores afdeling i Nykøbing Sjælland, siger Lars Mårtensson, der er indehaver af Mårtensson Elinstallation.
Han forklarer, at alle opgaverne er i størrelsesordenen under 20.000 kroner, men spænder fra renovering af badeværelset og installation af varmepumpe til helt små opgaver, som for eksempel udskiftning af stikkontakter.
Fradrag giver job
Den beskrivelse stemmer godt overens med de øvrige erfaringer, som de 10 installatører, Tekniq har været i kontakt med, har gjort sig.
Her er meldingen også, at opgaverne spænder fra varmepumper og større renoveringer til helt små reparationsopgaver. Hovedparten af installatørerne svarer, at de har fået en håndfuld opgaver siden 22. april, hvor fradragsordningen for fritids- og sommerhuse gælder fra.
Folk kender fradraget
- Det er kun enkelte opgaver indtil videre, men vi skal renovere badeværelser, udskifte blandingsbatterier og varmtvandsbeholdere, så der er en effekt, siger Peter Mariegaard, der er indehaver af Mariegaard VVS i Løkken.
Hos Møller Christensen i Sindal mærker elinstallatør Martin Kortegaard også en stigende efterspørgsel.
Det er typisk for årstiden, at der kommer flere henvendelser nu. Men folk er meget opmærksomme på fradraget og vil have udspecificerede regninger, så de kan trække udgiften fra i skat, siger Martin Kortegaard.
Underdirektør i Tekniq Tina Voldby mener, at installatørernes erfaringer bekræfter, at fradragsordninger skaber beskæftigelse, ligesom det har været tiltrængt med en ordning, der også dækkede arbejde udført i ferieboligen.