Byggenyt
Herning: Siden Museum Midtjylland for halvandet år siden besluttede at trække Blicher-samlingen og dermed huslejen ud af Herningsholm, har fonden bag forsøgt at finde en fremtid for Hernings ældste bygning, skriver Herning Folkeblad.
På et borgermøde forleden blev seks modeller for Herningsholm fremlagt, og forslagene fra Arkitec Arkitekter går lige fra kun at renovere hovedbygningen til at bygge fire nye sidebygninger.
Der var også forslag om at lave en ny indkørsel fra Viborgvej, så den går vinkelret på hovedbygningen.
Fonden bag har ikke rørt ved egenkapitalen på godt en million kroner.
Region Sjælland
Holbæk: Holbæk Kommune gør nu klar til at udbyde nye parcelhusgrunde ved Munkholmvej, skriver dagbladet Nordvestnyt.
En ny lokalplan skal åbne for 60-75 nye boliger i østbyen i Holbæk, og kommunen ejer selv et 12,5 hektar stort område, som i dag anvendes til landbrugsareal i Holbæks østby. Der bliver enten tale om 60 parcelhuse og 30 rækkehuse eller cirka 75 parcelhuse, hvor der kan bygges i et, halvandet eller to plan.
Det grænser mod nord op til Munkholmvej og mod øst op til Oldvejen. Mod vest, men ikke helt op til, ligger Urtehaven og Blomstervænget. Boligerne skal placeres i et bugtende vejforløb, og der etableres friarealer blandt andet et grønt område med små regnvandssøer.
Holbæk Kommune har i nogen tid oplevet efterspørgsel efter grunde i den østlige del af byen, hvor de tidligere udstykninger er fyldt ud.
SLAGELSE: Slagelse Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan, der skal skabe grundlag for at etablere servicefunktioner et tankanlæg, en dagligvarebutik samt en café - hvor Kalundborgvej og omfartsvejen mødes nord for Slagelse, til offentlig høring.
Forslaget er fremlagt frem til den 29. juni.