23948sdkhjf

Storebæltsforbindelsen giver en milliardgevinst

Storebæltsforbindelsen giver over en periode på 50 år det danske samfund en gevinst på 379 mia. kroner – og størst gevinst til Fyn
Transportministeriet og Sund & Bælt har fået opgjort værdien af Storebæltsforbindelsen: Over en periode på 50 år giver Storebæltsforbindelsen det danske samfund en gevinst på 379 mia. kroner.

Det svarer til, at alle danskere – fra spædbørn til pensionister – bliver 67.000 kroner rigere som følge af, at vi har bygget Storebæltsforbindelsen. Investeringen i Storebæltsforbindelsen giver dermed et samfundsøkonomisk afkast på 14 procent om året.

Storebæltsforbindelsens betydning kan især mærkes hos de mange brugere, som har stor gavn af forbindelsen.

Hvor det før tog en time at sejle over Storebælt, tager det i dag 12 minutter at køre. Derudover slipper man for at vente på færgen, ligesom man heller ikke skal planlægge, hvornår man skal afsted og reservere plads.

Fynboerne vinder

Samlet set sparer hver dansker i gennemsnit 6,3 timer per år på grund af Storebæltsforbindelsen, og gevinsterne kommer bredt ud i landet. Analysen viser dog, at det særligt er fynboerne, der har fået en gevinst af den faste forbindelse. De samlede brugergevinster per indbygger er på Fyn godt 50 procent højere end landsgennemsnittet.

Erhvervslivet nyder også godt af forbindelsen, hvilket i sidste ende kan mærkes i forbrugernes pengepung. Omkring en fjerdedel af det beløb, som virksomhederne sparer på grund af den faste forbindelse, ender hos forbrugerne i form af lavere priser på almindelige varer.

Analysen viser, at fordelene kommer bredt ud i hele landet, selvom de største gevinster naturligvis tilfalder fynboerne, der omtrent har fået halveret rejsetiden til hovedstadsområdet.

- Danmark havde ikke været det samme uden Storebæltsforbindelsen. Men det stod langt fra klart, da der tilbage i firserne var en meget ophidset debat om en fast forbindelse. Heldigvis stod modige politikere fast og udviklede statsgarantimodellen, der gjorde det muligt at etablere den faste forbindelse uden at belaste statens budget. Og dygtige ingeniører og tusindvis af medarbejdere over og under Storebælt knoklede for det projekt, de brændte for. Det er noget, vi kan være stolte af, og det kan vi stadig finde inspiration i, siger transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Økonomisk gevinst

Sund & Bælt, som er moderselskabet bag Storeblt A/S, der driver og ejer Storebæltsforbindelsen, er selvklart også tilfredse med analysen

- Vi har nu fået tal på, at Storebæltsforbindelsen er en kæmpe økonomisk gevinst for samfundet. Det er blandt andet resultat af, at mobiliteten i Danmark med ét blev forbedret markant, hvilket kan aflæses af det trafikspring, vi så efter åbningen af forbindelsen, og som lå langt over det, man oprindeligt havde forventet, siger adm. direktør Leo Larsen fra Sund & Bælt.

A/S Storebælt, der ejer og driver den faste forbindelse, har en rentebærende nettogæld på 25 mia. kroner, og selskabet forventes på den baggrund at være gældfri omkring 2030.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11