23948sdkhjf

Ingen præmie koster praktikpladser

Efter præmieringsordningen lukkede har de mindre virksomheder taget færre lærlinge, viser undersøgelse
Antallet af praktikpladssøgende har ikke været større i 10 år, men hver anden af de små og mellemstore virksomheder, SMV’erne, tager færre lærlinge, efter at præmieringsordningen lukkede ved årsskiftet.

Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Håndværksrådet, der ønsker, at arbejdsgiverne skal finansiere virksomhedspraktik frem for som i dag skolepraktikken.

- Rigtig mange SMV’er har fortsat brug for tilskuddet for at opretholde lærlingeindtaget – i hvert fald indtil vi ser folkeskolereformen og erhvervsskolereformen slå igennem. SMV’erne påtager sig i dag en meget stor del af uddannelsesansvaret, så det er i den grad bekymrende, at bortfaldet af præmieringsordningen har så stor negativ indflydelse på lærlingeoptaget. Vi må bare konstatere, at der en tid endnu er brug for et økonomisk rygstød for virksomheder, der påtager sig den opgave og de udgifter, det indebærer at uddanne en lærling, siger chefkonsulent i Håndværksrådet, Heike Hoffmann.

Dropper lærlingen

Håndværksrådets undersøgelse bygger på svar fra 564 virksomheder, og heraf svarer 30 procent, at de ikke har ansat en lærling efter præmieringsordningens bortfald. 18 procent svarer, at de har taget færre lærlinge, mens 45 procent svarer, at de har taget det normale antal lærlinge, selvom præmieringsordningen er bortfaldet.

Præmie- og bonusordningen var primært finansieret af virksomhederne selv og sikrede i 2012 virksomheder et økonomisk tilskud på 70.000 kroner, når de tog en ny lærling. I 2013 faldt bidraget til 33.000 kroner og pr. første januar 2014 faldt tilskuddet bort.

- Kort sagt betyder bortfaldet af ordningen, at alle virksomheders solidariske bidrag til uddannelseskassen for lærlinge nu går til lærlinge i skolepraktik – i stedet for at blive kanaliseret ud i de virksomheder, der rent faktisk tager lærlinge. Det er langt fra overraskende, at effekten er, at færre virksomheder tager lærlinge ind, siger Heike Hoffmann.

Ifølge Undervisningsministeriet står 13.200 elever på erhvervsskolerne uden en praktikplads i en virksomhed. Det er det højeste antal i 10 år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11