Trine From-Nielsen drifter både budgetter og familien
Og pr. den 1/8 drifter hun Henning Mortensens budgetter – hun er nemlig tiltrådt som business controller i virksomheden. Med en revisoruddannelse og erfaring fra Birch Ejendomme, Aarhus Havn og Deloitte har Trine vigtig indsigt i økonomistyring, som skal gavne Henning Mortensen a/s.
Udvikling kræver tid
Det er en ny rolle, som Trine skal udfylde og hun ser frem til at skulle optimere, effektivisere og levere nogle smarte løsninger, som kan styrke den daglige drift. Og så vil hun bruge tid på at gennemtænke nogle holdbare løsninger, som kan lette arbejdsgangen for virksomhedens projekter – også på sigt.
Løsninger leveret i kasser
”Jeg kommer med værktøjerne, men vil gerne lave løsningerne sammen.” En af Trines styrker er nemlig, at hun er god til at lytte. På den måde kan hun hjælpe med at finde frem til løsninger, som folk kan se sig selv i. Man skal dog ikke undervurdere, at det bliver leveret med god struktur og et køligt overblik, og ja gerne i kasser.
Driftig i arbejdslivet, driftig på hjemmefronten
Til dagligt bor Trine i Bryrup med sin mand og to børn – og her har hun også sort bælte i drift. Der er en have og et hus, der skal passes – og så kan hun rigtig godt lide at rejse. Både i og udenfor Europa – senest på Cypern i foråret. Og hvem ved hvor næste rejse går til? I første omgang er vi virkelig glade for at have Trine From-Nielsen med på holdet og rejsen hos Henning Mortensen a/s.