Svensk ønske om ny fast forbindelse
Den borgerlige svenske regering foreslår op til rigsdagsvalget en ny fast forbindelse over Øresund
Det skriver internetmediet News Øresund.
Forslaget blev præsenteret af den borgerlige svenske koalitionsregering onsdag under det svenske folkemøde, Almedalsugen i Visby. Forslaget har tydeligt sigte mod det svenske rigsdagsvalg 14. september. 400 mia. kroner beregnes satsningen at koste frem til 2035. Sverigebyggeriet, som regeringen kalder initiativet, handler om at bygge højhastighedsjernbaner fra Stockholm til Göteborg og Malmö, udbygge infrastruktur og kollektiv transport i de tre storbyregioner samt 100.000 nye boliger. Forslaget ventes at skabe 13.000 nye byggejob frem til 2035 og åbner også for en udbygning af jernbanerne i det nordlige Sverige.
Den svenske regering vil tage et initiativ til at indlede forhandlingerne med Danmark om en ny fast forbindelse over Øresund og nævner tunnelen mellem Helsingborg og Helsingør som et eksempel.
I Øresundshuset i Visby er stemningen opløftet efter forslaget om en ny fast forbindelse over Øresund. Da Region Skånes regionsformand Pia Kinhult fra det borgerlige regeringsparti Moderaterna skal kommentere forslaget svarer hun med to glade dansetrin. Helsingborgs borgmester Peter Danielsson (Moderaterna) ser ligeledes glad ud.
- Det vigtigste med forslaget er gennembruddet for en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør. Siden er det godt, at man ser kombinationen af en udbygget infrastruktur og flere boliger, der giver flere job, siger Pia Kinhult til News Øresund.
- Nu må vi have respekt for, at vi taler om en beslutning, der skal tages af to lande og to regeringer. Vi kan bare håbe, at den danske side ser potentialet i dette for Københavns skyld og for Kastrup Lufthavns fremtid, siger hun.
Et skridt fremad
Fra det største oppositionsparti, Socialdemokraterna kommer forsigtige positive signaler til regeringsforslaget.
- Vi har italesat dette spørgsmål siden 2010 og hele tiden mødt modstand. Men skridt for skridt har regeringen været tvunget til at trække sig tilbage. Det er godt, at regeringen er gået så meget baglæns, som man har gjort i dag, siger Socialdemokraternas gruppeleder Mikael Damberg til Dagens Nyheter.
Størst svensk interesse
I flere år har det grænseoverskridende netværk HH-gruppen arbejdet for at fremme en beslutning om en tunnel mellem Helsingør og Helsingborg. Der er således foretaget beregninger af såvel trafikgrundlag for både biler og tog samt lavet bud på mulig finansiering.
Der synes at være større opbakning til en HH-forbindelse i Sverige end i Danmark, hvor støtten især er kommet fra regionalt hold i Nordsjælland og hovedstadsregionen.
Den danske regering har hidtil meldt ud, at en fast forbindelse ikke er aktuel i overskuelig fremtid.