23948sdkhjf

Materielgårdene går leasing-vejen

Kommunernes anskaffelse af maskiner tilpasses nu mere de konkrete opgaver. Det gælder også finansieringen af nyt grej
- Vi har klart kunnet mærke, at der har været en tilpasning rundt om i kommunerne. Mange steder er tre-fire materielgårde slået sammen til én. Nogle steder var man forberedte allerede, da kommunesammenlægningerne blev en realitet i 2007. Andre steder skulle man først til at gå i gang. Og det er helt tydeligt, at der nu mere sker en tilpasning til de licitationer og opgaver, der er.

Henning Kristensen har fingeren på maskinpulsen som chef front office hos HCP Nordics hovedkvarter i Krogager syd for Grindsted. Maskinfirmaet har import og forhandling af blandt andre japanske Iseki-traktorer, zeroturn-klippere fra Badboy, ClubCar-transportkøretøjer og forhandling af de danske Vitra-redskabsbærere. Alle mærker, der appellerer til kommunernes materielgårde.

Klar til vinter

- Kommunerne er jo selv ude i at byde på egne opgaver sammen med entreprenører. Derfor er det vigtigt at kende omkostningerne og i øvrigt tilpasse dem opgaverne. Og derfor er jeg sikker på, at vi vil komme til at lease og leje meget mere ud til kommunerne fremover. Der kommer til at stå mange flere leasede maskiner rundt om på materielgårdene, vurderer Henning Kristensen.

- Lige i øjeblikket er der fuld gang i klargøring af mange maskiner til vinterberedskabet rundt om. HCP har skruet en speciel vinterpakke sammen til Iseki’erne. Den består af traktor, kost og saltspreder i én portion og kan så udvides til også at omfatte skraberblad, hvis det er relevant for de opgaver, ekvipagen skal sendes ud på. Iseki-traktorerne er mest et vinter-hit, men kan naturligvis bruges hele året. Der er jo mulighed for at bruge maskinerne også til fejning, transport og i nogle tilfælde græsklipning. Men vi sender mange Iseki’er rundt til materielgårde op til vintersæsonen, så beredskabet er klar også til de mange kilometer kommunale stier og mindre områder rundt omkring, siger Henning Kristensen.

Al klargøring af maskiner foregår i hovedkvarteret i Krogager, som også har det centrale reservedelslager, som dagligt forsyner forhandlerne såvel i Danmark som Norge og Sverige med små, større og store dele. Netop nu er det Iseki-traktorer, der står rundt om på liftene i den del af klargøringshallen, der hovedsagelig er forbeholdt maskiner til den grønne sektor.

Miljørigtige transportere

Til gengæld holder der ClubCar-transportere i stor mængde klar til at sende ud fra maskinlageret. ClubCar fås som benzin-køretøjer, men det er specielt el-bilerne, der har formået at indsmigre sig hos mange kommuner, som tænker grønt og miljørigtigt.

- Nogle kommuner har omkring 25 ClubCar til transportopgaver i nærområderne. Køretøjerne er godkendt til indregistrering og fås både på gule plader til godstransport og som personbiler til fire personer. Rundt om på materielgårdene anvendes de små el-køretøjer typisk til transport af værktøj til opgaver i byen. På gulplade-modellerne er plads til to personer, og el-mæssigt klarer de fint en arbejdsdag, hvorefter bilen lader op i løbet af natten og er klar igen næste dag, fortæller Henning Kristensen.

De el-drevne ClubCar kan i øvrigt også leveres med solcelletag. Dermed øges kapaciteten med omkring en tredjedel. Bilen samler selv strøm op i løbet af dagen, og samtidig er den kontinuerlige opladning med til at forøge batteriernes levetid.

Danske multimaskiner

Med i det kommunale program har HCP også de danske Vitra-redskabsbærere. Det er Lindholdt Maskiner i Roust en halv snes kilometer øst for Esbjerg, der producerer Vitra, og det er 12 år siden, den første redskabsbærer rullede ud fra produktionshallen. Siden er produktionen udviklet til at omfatte fire forskellige modeller og størrelser. Og senest har fabrikken udviklet sit eget feje-/sugeanlæg , som kan monteres på alle fire modeller.

- Vitra er multimaskiner, som kan det meste, bortset fra at brygge kaffe. Kommunerne anvender dem til snerydning, græsklipning og renholdelse. Det nye feje-/sugeanlæg giver ekstra muligheder. Det har en tank på 500 liter, og maskinerne er helt ideelle til at holde rent i gågader, bymidter, parker og anlæg. En ekstern sugeslange giver mulighed for også at komme til ved cykelstativer, redskabsskure, i trappeskakter og andre besværlige steder, forklarer Henning Kristensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094