23948sdkhjf

EU-udsalg af lønmodtagersikkerhed

Regelforenkling for mindre virksomheder kan betyde forrringelse af arbejdsmiljøet i mange af landets byggefirmaer
EU’s ambition om at gøre det lettere at drive virksomhed kan gøre det farligere at være ansat i en lille eller mellemstor virksomhed. Mange af de regler, som kan blive lempet for mindre virksomheder, handler om arbejdsmiljø og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

- Hvordan man overhovedet kan få den tanke, at arbejdstagerne i mindre virksomheder skal have et dårligere og mere usundt arbejdsmiljø end dem i store, er fuldstændig absurd. Gennemføres tankerne bliver der nærmest tale om deregulering af hele byggebranchen, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet. de danske bygningarbejderforbunds paraplyorganisation.

Arbejdet med regelforenkling foregår i en af EU-kommissionen nedsat arbejdsgruppe bestående af embedsmænd og repræsentanter for organisationer og har stået på nu i flere år. Undervejs har EU-kommissionen givet sit tydelige bidrag til arbejdet med en rapport om “Mindskelse af de reguleringsmæssige byrder for SMV". Her noterer kommissionen en række EU-lovgivninger, hvor der er mulighed for undtagelser eller lempelser for mindre virksomheder. Blandt andet forslagene om lempelse af reglerne i direktivet om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, så mindre virksomheder slipper for at udarbejde APV, arbejdspladsvurderinger. Et andet forslag er undtagelse fra udstationeringsdirektivet.

Næsten alle er “små"

- Når man i EU-sammenhæng taler om mindre virksomheder er der tale om virksomheder med færre end 250 ansatte. Lemper man reglerne for de mindre virksomheder, vil det i praksis sige, at stort set alle danske byggevirksomheder vil blive undtaget. Der er ikke brug for mindre arbejdsmiljø og dårligere sikkerhed i mindre byggevirksomheder. Tværtimod. Traditionelt er arbejdsmiljøet bedst i de store virksomheder. Og hvis de små virksomheder skal undtages fra udstationeringsdirektivet, giver det overhovedet ikke længere mening. Det er stærkt bekymrende, at tankerne om denne form for deregulering ikke for længst er skudt ned rent politisk. Det er desværre nok udtryk for, at de lande, der ønsker et endnu mere frit marked, udfører et stærkt arbejde i kulissen, siger Gunde Odgaard, der mener, at mange af forslagene vil stride imod EU’s grundlæggende regler om ligebehandling.

En lukket proces

Den særlige arbejdsgruppe - Stoiber-udvalget opkaldt efter den tidligere præsident for den tyske delstat Bayern, den konservative Edmund Stoiber - har arbejdet siden 2007 og forventes at komme med sin afsluttende rapport i år.

- Problemet er, at der er tale om en lukket proces, hvor arbejdsgruppen tiltager sig kompetence langt ud over hvad den har. Det er ikke meget, der slipper ud. men alt det, som kommer ud, er dybt skræmmende. Derfor bør de danske politikere, både i København og Bruxelles, interessere sig langt mere for hvad der sker, siger Gunde Odgaard.

Ens for alle

I Dansk Byggeri deles bekymringen over en eventuel deregulering af arbejdsmiljøreglerne.

- Der kan være masser af fornuft i at få kigget på regler og bureaukrati, men der skal ikke gøres forskel på store og små virksomheder. Lovgivningen skal, når vi snakker om arbejdsmiljø, være ens for alle, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.

- APV’en er et fundamentalt vilkår i arbejdsmiljøarbejdet. Det er et vigtigt værktøj, men det er samtidig let at bruge, og behovet for at have styr på arbejdsmiljøet er ens for store som for små virksomheder, siger hun.

Heller ikke Håndværksrådet, der repræsenterer knap 20.000 små og mellemstore virksomheder inden for flere brancher, mener, at SMV’er skal have lempeligere vilkår end andre.

- Hvis man giver SMV’erne andre vilkår, kan kunderne komme i tvivl om virksomhedens seriøsitet. Minimumsstandarder bør være ens for alle, og så kan man eventuelt bygge oven på, hvis det måtte være relevant, siger chefkonsulent Jeppe Rosenmejer.

Måske i strid med EU-ret

To af Danmarks fremmeste eksperter inden for EU-ret, professor Ole Hasselbalch, og advokat Jørgen Rønnow Bruun, mener, at lempelser i reglerne for mindre virksomheder kan stride mod EU-retten.

I en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen sidste år skriver de: “Det er ikke ganske enkelt at lette mindre virksomheder for de generelt gældende regler uden at komme i kollision med det ligebehandlingsprincip, som er et af de bærende elementer i EU-retten. I en arbejdsretlig sammenhæng opstår således spørgsmålet om, i hvilket omfang det er EU-retligt holdbart at differentiere medarbejdernes beskyttelsesniveau alt efter virksomhedens størrelse. Er det således holdbart at give arbejdstagerne i en SMV ringere beskyttelse end arbejdstagere i øvrigte virksomheder", spørger de.

Gunde Odgaard oplyser, at BAT-kartellet på det nationale plan har taget kontakt til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) for at skærpe hans opmærksomhed. På europæisk plan prøver den europæiske bygningsarbejdersammenslutning EFBT og den fælles arbejdstagerorganisation ETUC at påvirke medlemmer af Europa-Parlamentet og EU-kommissionen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081