Endnu et skridt mod Femern
Så det er en lettet organisation bag Femern-forbindelsen, der nu efter næste uge kan tage fat på at behandle de omkring 1.800 høringssvar.
Men på trods af det overraskende lille antal, så skal man ikke undervurdere dem. Der kan sagtens være fornuftige begrundelser blandt svarene, og elementer, der i en eller anden grad skal tages hensyn til.
Men overordnet har man fra bygherrens side gjort et kæmpearbejde for at oplyse og kommunikere omkring forbindelsen, ud fra både miljømæssige, tekniske og sikkerhedsmæssige hensyn. Og det er formentligt det, der nu tjener til organisationens fordel, menlig at man ikke skal i gang med at behandle mange tusinde høringssvar. Således har man levet op til det, der normalt betragtes som noget meget tysk, nemlig grundighed.
Nu kender vi ikke det endelige udfald endnu, men med det forbehold, kan man godt konstatere, at vejen nu er banet for en tunnel til Tyskland.
Og det bliver et spændende årti med en af Europas allerstørste og længstvarende byggepladser, med de udfordringer der ligger i det.
Femern vil få enorm betydning - ikke mindst for udviklingen af det sydlige Danmark. Her vil man formentligt over de næste mange år kunne høste frugten af en langt højere aktivitet, og når projektet står færdigt, en vækst, der vil påvirke positivt i form af bedre beskæftigelsesmuligeder og nye erhvervsmuligheder. Dette i en del af landet, der i en årrække har haft det mere end svært med at rejse sig efter skibsværftslukning og kraftig nedgang i relaterede aktiviteter.