Byggevirksomheder deler ikke optimisme
Negative forventninger til både beskæftigelse og ordrer i byggeriets virksomheder
Optimismen deles ikke af byggeriets virksomheder.
Danmarks Statistiks sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg, der baserer sig på tilbagemeldinger fra virksomhederne, er faldet for tredje måned i træk. Forventningerne til såvel beskæftigelse som ordresituation er faldet i forhold de seneste måneder. Ikke mindst forventningerne til de kommende måneders beskæftigelse er dykket og er på laveste niveau i mere end et år.
- Den milde vinter har bevirket, at byggeaktiviteten var højere end det gælder under "et normalt vintervejr", og de to efterårsstorme har også medført højere byggeaktivitet. Nu er disse to ekstraordinære effekter aftaget, og forventningerne er faldet, forklarer chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
Ligger underdrejet
Både boligbyggeri og erhvervsbyggeri ligger stadig underdrejet. Selv om nybyggeriet af boliger stiger i år til 10.500, er det stadigt på et meget lavt niveau, og bestanden af ledige erhvervslokaler skal ned på et lavere niveau, før vi kan forvente fremgang i erhvervenes byggeinvesteringer.
- Det er således tydeligt, at virkningerne af finanskrisen ikke er overstået. Konsekvenserne af den økonomiske krise er større end de fleste havde forestillet sig, og varigheden er formentlig den største overraskelse. Bygge- og anlægsaktiviteten bliver også i år holdt oppe af politiske aftaler som for eksempel Boligjobordningen, pointerer Finn Bo Frandsen.
Branchen under ét har ordrer til 4½ måneders arbejde. Det er nogenlunde uændret i forhold til sidste måned. Det er byggeentreprenører og anlægsentreprenører, der med godt syv måneders arbejde i ordrebøger har den bedste ordresituation.
Når det handler om forventningerne til tilbudspriser ved licitation har murerne de mest positive forventninger, mens maler- og glarmesterfirmaerne er tror mindst på priserne.