Styrelse overrasket over kendelse
Bygningsstyrelsen undrer sig over klagenævnets afgørelse i udbudsstriden om Mærsk Bygningen
- Det er en lidt overraskende kendelse set i lyset af Kammeradvokatens og vores vurdering af gældende ret. Herudover er det overraskende, at Klagenævnet stiller skærpede krav til adgangen til at gennemføre udbud med forhandling. Efter det nye udbudsdirektiv skulle adgangen hertil blive lettere, hvilket burde være godt for muligheden for at drøfte kravspecifikationer og løsninger med leverandører, skriver Bygningsstyrelsen i en e-mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hvorvidt Bygningsstyrelsen vil anke kendelsen er ikke afgjort endnu.
- Fristen for at indbringe sagen for domstolene udløber otte uger efter Klagenævnet har taget stilling til et eventuelt erstatningsspørgsmål. Dette forventes at ske i juni måned. Bygningsstyrelsen vil derfor først på et senere tidspunkt tage stilling til dette spørgsmål, oplyser Bygningsstyrelsen.
Det har inden avisens deadline ikke været muligt at få en kommentar fra klageren HSHansen til kendelsen og til erstatningsspørgsmålet.