23948sdkhjf

Langvarig kartelsag kan koste formandsposten

Hvis Dansk Byggeris formand skal gennem en retssag for at blive renset i kartelsag, er orlov næppe tilstrækkelig
I første omgang har tømrermester Martin Skou Heidemann fået orlov fra posten som formand for Dansk Byggeri som følge af det bødeforelæg på en mio. kroner som hans virksomhed Skou Gruppen A/S er præsenteret for af bagmandspolitiet for deltagelse i det såkaldte københavnske byggekartel.

Det kan dog blive nødvendigt for ham at træde helt tilbage, hvis hans person og virksomhed ikke hurtigt bliver renset for alle anklager.

Martin Skou Heidemann bedyrer sin uskyld og har med Dansk Byggeris bestyrelses accept valgt at tage orlov for at få mulighed for sammen med sine advokater at få denne sag ordentligt belyst.

- Jeg ønsker ikke at stå i vejen for Dansk Byggeri eller bestyrelsens arbejde, så længe der er tvivl om min rolle i denne sag, siger han i en pressemeddelelse udsendt af Dansk Byggeri tirsdag aften efter et hasteindkaldt bestyrelsesmøde, hvor han selv deltog fra udlandet via telefon.

Gennem samme pressemeddelelse oplyser han, at Skou Gruppen ikke på noget tidspunkt har været under efterforskning, ransagning eller har skullet afgive forklaring til politi eller konkurrencemyndigheder i forbindelse med myndighedernes optrævling af byggekartellet.

- Derfor er jeg også meget overrasket over pludseligt at få et bødeforelæg. Det har jeg naturligvis også forholdt SØIK (Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet) gennem mine advokater, siger han.

Naturligt med orlov

Bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri, adm. direktør i NCC Klaus Kaae, kalder det både naturligt og tilfredsstillende, at Martin Skou Heidemann har valgt at tage orlov.

- Han har et helt klart billede af, at der er tale om en misforståelse og en fejl, som han hurtigt kan få redt ud, når kan kommer hjem fra udlandet, og i den forbindelse er orlov den rigtige løsning. Hvis han derimod skal igennem en retssag for at blive renset, så er der tale om en ny situation. Foreningen (Dansk Byggeri, red.) går forud den enkelte, og det er jeg sikker på, Martin Skou Heidemann er enig i. Dansk Byggeri skal have og har nul-tolerance overfor kartelsamarbejde, siger Klaus Kaae.

Martin Skou Heidemann, der holder ferie i USA, håber, han kan få løst sagen hurtigt.

- Vi har ikke gjort noget galt. Der er tale om en stor misforståelse, og jeg håber, at vi kan få opklaret misforståelserne, når jeg kommer hjem og kan sætte mig sammen med bagmandspolitiet. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi ikke kan få udryddet misforståelserne, men kan vi ikke tale fornuft, må vi gå i retten, og så er der tale om en ny situation. Jeg er ikke interesseret i at skade branchen eller organisationen. Bliver det nødvendigt med en retssag, så må vi tage en snak om, hvad vi så gør, siger han.

NCC Construction valgte tirsdag aften at udsende pressemeddelelse om, at virksomheden ser med stor alvor på enhver overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

“Sådanne sager er ødelæggende for både samfund og branche, og ofrene for kartelsager er hele befolkningen i form af højere priser og en mindre effektiv konkurrence. Vi har derfor naturligvis i NCC en klar nul-tolerance overfor kartelsamarbejde og lignende aktiviteter", hedder det i pressemeddelelsen fra NCC.

- Med anklagemyndighedens oplysning om, at 25 virksomheder har fået et bødeforelæg i kartelsagen, og at der er syv-otte andre sager på vej, har vi i NCC ønsket at sige, at vi ikke er involveret. Vi er allerede blevet spurgt, om vi på nogen måde er involveret, og hvordan vi forholder os til sagen, og da der indtil videre ikke er sat navn på mere end én virksomhed, har vi med pressemeddelelsen dels ønsket at tage afstand fra enhver form for karteldannelse, dels fortælle omverdenen, at vi ikke er en af de mistænkte virksomheder, siger Klaus Kaae om baggrunden for pressemeddelelsen.

NCC i Danmark har siden 2003 gennemført intensiv undervisning i konkurrenceret. Mere end 500 medarbejdere har indtil videre gennemført dette uddannelsesforløb.

Medarbejder fyret

Næstformand i Dansk Byggeri Claus Bering tegner formandskabet i Dansk Byggeris bestyrelse indtil videre. Claus Bering er adm. direktør i CRH Concrete A/S.

Ifølge epn.dk er Enemærke & Petersen A/S en anden af de i alt 25 virksomheder, der har modtaget et bødeforelæg.

- Det handler om en tilbudssag i 2009, da en af vores tidligere medarbejdere helt alene og kun den ene gang har opført sig konkurrencebegrænsende. Lige så snart, vi fik kendskab til sagen, da vi blev sigtet af bagmandspolitiet i december 2013, blev medarbejderen fyret, siger Svend R. Hartmann, adm. direktør i Enemærke & Petersen, til epn.dk.

Bødeforelæggets størrelse er ikke nævnt.

Indtil videre har kun én virksomhed accepteret en bøde i kartelsagen. Det er N.H. Hansen & Søn A/S, der har vedtaget en bøde på 2,2 mio. kroner.

Se også dagens leder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093