23948sdkhjf

Styrket rådgivning i nyt samarbejde

Cowi Danmark håber med opkøb af baneteknikerne fra Apsilon at blive endnu stærkere på jernbanerådgivning
Efter et fint regnskabsår i 2013 styrker Cowi nu sin forretning yderligere med opkøb af jernbanerådgiveren Apsilon.

I det meste af Europa skal banesignalerne udskiftes for at effektivisere og harmonisere togdriften.

Med købet af Apsilon søger Cowi at styrke sine kompetencer på modernisering af jernbaner, især på det såkaldte Ertms (European Rail Traffic Management System, red.) – et system der får signaler i hele Europa til at tale sammen.

- Opkøbet er en vigtig del af vores strategi om at styrke forretningen inden for jernbanerådgivning, som er vokset kraftigt de seneste år, siger Jens Christoffersen, direktør for Cowi Danmark, i en pressemeddelelse.

Stor forventninger

- Cowi forventer også fremover stor efterspørgsel på området i Skandinavien og Europa, og nu står vi endnu bedre, især med Apsilons kompetencer inden for det fælleseuropæiske togkontrol- og kommunikationssystem, der får afgørende betydning for fremtidens togdrift i Europa, siger Jens Christoffersen.

European Rail Traffic Management System skal harmonisere de europæiske landes signalsystemer til én fælles standard. Det er den første standard, der muliggør at et tog, uanset leverandør, kan køre i et hvilket som helst Ertms-område i verden med kun én kontrolcomputer.

Danmark og Norge er blandt de første lande til ikke kun at indføre Ertms på delstrækninger, men i hele landet. I Danmark forventes det at være fuldt indført i 2021.

Cowi Danmarks divisionsdirektør for Jernbaner, veje og lufthavne, Michael Bindseil, tilføjer:

- Signalanlæg er krumtappen i den daglige jernbanedrift, og de skal udskiftes for at effektivisere togdriften i de kommende år. Harmoniseringen kommer til at ske i det meste af Europa. Der er ingen tvivl om, at vi sammen med vores nye kolleger vil skabe en stærk synergi og styrke vores jernbaneforretning både på det skandinaviske og europæiske marked, siger han.

Norge og Danmark

Apsilon, der arbejder i Danmark og Norge med rådgivning inden for jernbaneteknik, har 14 medarbejdere i København og Vejle. Firmaet omsatte sidste år for 18 mio. kroner og har som spidskompetencer signalteknik herunder Ertms, assessment, fjernstyring, validering og projektledelse. Deres største igangværende projekter er blandt andet designspecifikation for sikring og fjernstyring for Ertms i Østdanmark, trafikal fjernstyringsteknik i Norge, dobbeltsporsudbygningen Roskilde-Holbæk samt drift- og administration af Banedanmarks tekniske udviklingsmiljø.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094