23948sdkhjf

Ledigheden er på laveste niveau siden august 2009

Antallet af arbejdsløse er nu nede på 5,1 procent. Stadig lang vej til bedre tider, mener Dansk Byggeri
Den spirende optimisme visse steder i samfundet kan nu også læses i ledighedstallene, som er på sit laveste niveau siden august 2009.

135.800 personer eller 5,1 procent af arbejdsstyrken var ledige i marts måned, og det er et fald på 4.000 personer i forhold til måneden før.

Ledighedstallene kommer dagen efter, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i onsdags fremlagde den længe ventede beskæftigelsesreform, der lægger op til mere opkvalificering og uddannelse frem for aktivering.

I en kommentar til tallene er Mette Frederiksen glad for, at ledigheden nu går nedad, og at reformen skal give de ledige de bedste muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

- Det er positivt, at det nu ser ud til, at udviklingen på arbejdsmarkedet har vendt sig og flere kommer i job eller uddannelse. Men det ændrer ikke ved, at der stadig er for mange danskere, der mangler et arbejde at stå op til om morgenen. Det er grundlæggende vigtigt for mennesker at opleve, at der er brug for en og ens kompetencer. Derfor har vi i regeringen to vigtige opgaver i forhold til bekæmpelse af arbejdsløshed: Den ene er at skabe job, og den anden er at give den enkelte arbejdsløse de bedste forudsætninger for hurtigst muligt at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

Usikre tal

Siden årsskiftet er ledigheden faldet med 12.500 personer, men det får ikke Dansk Byggeri til at have armene i vejret.

- Selvom den faldende tendens i ledigheden vidner om bedre tider, så er det først, når beskæftigelsen får fat, at der er tale om en reel vending på arbejdsmarkedet. Ledighedstallene er usikre og skal fortolkes varsomt, da vi siden starten af året har indført reformer, der blandt andet bevirker, at ledige simpelthen helt er faldet ud af statistikken. Det er med til at holde ledighedsstatistikken på et kunstigt lavt niveau, siger økonomisk konsulent Maria Schougaard Berntsen fra Dansk Byggeri.

Hvad angår ledigheden i byggeriet ligger den fortsat et godt stykke over den generelle ledighed.

De seneste ledighedstal for byggefagene fra BAT-kartellet og 3F, viser, at hver niende fortsat er uden arbejde.

Ledigheden i byggeriet er senest opgjort til 10,9 procent i uge 11, der var i midten af marts, mod 13,8 procent i samme uge sidste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079