23948sdkhjf

Husejere overser PCB

Håndværkere støder stadig på miljøgiften PCB i forbindelse med renovering
Både husejere og håndværkere tager alt for let på PCB-problematikken. Dermed udsættes både mennesker og miljø for spredning af det miljøfarlige PCB.

Det skriver håndværker- og entreprenøravisen Mester Tidende.

Det er forbudt at anvende PCB i byggematerialer, men håndværkerne støder stadig på miljøgiften i forbindelse med renovering af blandt andet parcelhuse, som er opført før 1977.

I disse huse er det husejerens ansvar at sørge for, at håndværkerne kan arbejde sikkert, men det ansvar kender kundehusejerne ikke og mange håndværkere ser tilsyneladende igennem fingrene med problematikken, erfarer Mester Tidende.

Obligatorisk kursus

Lars Vedsmand, som blandt andet rådgiver kommuner og institutioner om PCB, mener, at alle håndværkere, der beskæftiger sig med bygninger fra PCB-perioden, burde have et endags-kursus om PCB-håndtering. Ligesom det er med asbest, hvor et kursus er lovpligtigt

Også fagforeningen 3F opfordrer arbejdsgiverne til at prioritere undervisning inden for PCB.

- Det er en rigtig god investering for alle, at håndværkerne ved noget om dette område, så der ikke går noget galt, hvis uheldet er ude, siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F, Freddy Hansen til Mester Tidende.

Formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær, opfordrer husejerne til at være opmærksom på sagen og appellerer til håndværkerne om at hjælpe husejerne med at få styr på eventuelle PCB-problemer.

Kan være dyrt

Han erkender, at det kan være dyrt for husejerne at gøre noget ved et reelt PCB-problem, men han mener ikke, at der er noget alternativ.

- Hvis man køber et brugt hus, kan man risikere ubehagelige overraskelser. Men man har ingen ret til at ignorere dem, siger Allan Malskær til Mester Tidende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094