Kontrakt om ny OPS-skole snart på plads
NCC Construction og Ejendomsvirke står til at vinde kontrakten om opførelse og drift af en ny skole i Jammerbugt Kommune
Styregruppen bag projektet omkring det offentlig-private samarbejde har nemlig indstillet til kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, at det bliver de to virksomheder, der får tildelt opgaven med dels at opføre skole, dels at stå for drift og vedligehold af skolen i en periode på 25 år. Politikerne skal tage stilling til indstillingen fra styregruppen på et kommunalbestyrelsesmøde den 22. maj, og kommunen forventer at indgå kontrakt allerede dagen efter.
Bliver dyrere
Jammerbugt Kommune forventer, at selve byggeriet af skolen går i gang i november i år, og at skolen står færdig og klar til at tage imod eleverne i august 2016.
Hvis tidsplanen holder, bliver skolen præcis et år forsinket. Oprindeligt var det et konsortium bestående af Sjælsø, Cebra, Orbicon samt ISS Danmark, der havde vundet OPS-kontrakten til 150 mio. kroner, men som følge af Sjælsøs konkurs udbød Jammerbugt Kommune kontrakten igen - denne gang på baggrund af Cebras tegninger. Projektet er ud over forsinkelsen også endt med at blive noget dyrere efter konkursen.
Af en pressemeddelelse fremgår det, at byggeriet af Aabybro Ny Skole er det største og dyreste anlægsprojekt i Jammerbugt Kommune nogensinde med en samlet anlægssum på 190 mio. kroner. Skolen får et samlet areal på omkring 11.000 kvm og skal have plads til cirka 1.100 elever.
Jammerbugts fyrtårn
Borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade (V) er tilfreds med udfaldet af udbuddet.
- Det er med stor glæde, at Jammerbugt Kommune nu har afsluttet udbudsrunden, så den længe ventede opførelse af skolen kan begynde. Det har været Jammerbugt Kommunes intention, at der skal opføres en skole, som arkitektonisk kan fremstå som et fyrtårn for hele kommunen og som en moderne og inspirerende ramme for eleverne og personalet. Med Cebras projekt og med NCC og Ejendomsvirke som fremtidige partnere er der ingen tvivl om, at disse intentioner til fulde bliver opfyldt, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.