Højere udbudspriser ved de store byer
Stigningen i boligudbuddet dækker over, at der er i dag står 336 flere parcel- og rækkehuse til salg, mens der er henholdsvis 384 og 673 flere ejerlejligheder og fritidshuse på markedet i forhold til sidste år.
- Boligudbuddet er højere end for et år siden. Prisudviklingen på huse har i en længere periode været stabil, mens lejlighedspriserne er steget væsentligt. Det kan have fået lidt flere boligejere til at tænke, at det er et rigtigt tidspunkt at sætte huset til salg, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:
- Samtidig stiger udbuddet af boliger typisk i begyndelsen af året. Alene i løbet af de seneste to måneder er udbuddet steget med næsten 5.000 boliger. En del boligkøbere bruger foråret til at se efter et nyt hjem. Det ved sælgerne og sætter derfor boligen til salg i løbet af foråret.
Udbudsprisen for huse er 0,4 pct. højere end for et år siden set for hele landet, mens prisen for ejerlejligheder er 6,3 pct. højere. Udbudsprisen for fritidshuse er knap 6 pct. lavere. Det dækker dog over geografiske forskelle.
- Udbudsprisen på huse er på landsplan lidt højere end sidste år. Men det er kun i og omkring hovedstadsområdet samt Østjylland, som har højere priser. I samtlige af de øvrige landsdele er udbudspriserne lavere sammenlignet med sidste år, siger Ane Arnth Jensen og tilføjer:
- Det samme billede ses for udbudsprisen på ejerlejligheder. Her er der dog flere landsdele, som oplever højere priser end sidste år, men igen ser vi, at de største stigninger i udbudsprisen skal findes i hovedstadsområdet og i Aarhus.