Certificering kan hjælpe mod ulykker i byggeriet
Flere arbejdsulykker i byggesektoren kan afhjælpes, hvis der kommer mere styr på processerne. En DRA certificering kan måske være en del af løsningen
Hvert år anmeldes 1.100 alvorlige arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Fra 2007 til 2011 er antallet af alvorlige ulykker per beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen steget med 45 procent. Det er bare nogle af de tal, der fremgår af en ny handleplan mod arbejdsulykker i branchen, som Arbejdsmarkedets parter, Arbejdstilsynet og andre centrale aktører inden for bygge- og anlægsbranchen står bag.
Bygge- og anlægsbranchen står altså over for en række fælles udfordringer. Med den nye DRA certificering arbejder Materielsektionen sammen med byggeriets parter om løsninger, der kan være med til at forhindre arbejdsulykkerne.
Ordningen skal sikre, at lejede maskiner og materiel på byggepladserne er i orden, at materiel og maskiner håndteres rigtigt, og at man løbende arbejder med forebyggelse og forbedring af sikkerheden.