23948sdkhjf

Ny strategi gør boliger klimavenlige

I dag præsenterer klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) regeringens energirenoveringsstrategi, som forventes at kunne reducere energiforbruget til varme i eksisterende bygninger med 35 procent
Højere energikrav til vinduer og andre byggematerialer, en forbedret energimærkningsordning og bedre rådgivning til de boligejere, der ønsker at energirenovere deres bygning.

Det er nogle af punkerne i regeringens strategi for energirenovering af bygninger, der bliver offentliggjort i dag.

Strategien indeholder 21 konkrete initiativer, der skal fremme energirenovering i både erhvervsbygninger, offentlige bygninger, enfamiliehuse og flerfamiliebygninger.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) forventer, at initiativerne i strategien medfører, at nettoenergiforbruget til varmt vand og opvarmning i eksisterende bygninger reduceres med 35 procent frem mod 2050 i forhold til energiforbruget i dag.

- Energirenoveringsstrategien er en væsentlig milepæl i vores omstilling til et energieffektivt samfund. Vi sender et vigtigt signal til både bygningsejere og byggeindustrien. Det håber jeg, at branchen vil bruge som grundlag for en langsigtet indsats og investeringer i nye teknologiske løsninger, siger Rasmus Helveg Petersen.

Frivillige energiklasser

Regeringen foreslår blandt andet, at der skal oprettes frivillige energiklasser for eksisterende bygninger, der kan give bygningsejerne konkrete sigtepunkter at gå efter, når de skal energirenovere og at opgradere energikravene til vinduer og andre dele af bygningernes klimaskærm.

Et andet forslag er at styrke energimærkningsordningen, så den skaber et større incitament til at energirenovere. Fremover skal boligsøgende kunne gå direkte fra boligannoncerne til det konkrete digitale energimærke og danne sig et hurtigt overblik over boligens samlede økonomi.

Desuden skal ordningen “BedreBolig", der lige nu kører som en pilotordning i ni kommuner, være med til at forbedre rådgivningen, så den enkelte boligejer får mulighed for at få samlet rådgivning hos én aktør gennem hele renoveringsprocessen.

40 organisationer

Energirenoveringsstrategien er blevet til i tæt samarbejde med over 40 organisationer inden for bygge-, energi- og finansieringsbranchen samt en række videninstitutioner, der har fremlagt en række anbefalinger til, hvordan danskerne kan sænke energiforbruget i eksisterende bygninger gennem nye rammer og initiativer.

Dansk Byggeri er en af de organisationer, der har været med til at komme med input til det omfattende idékatalog, der er blevet brugt til at udarbejde strategien.

Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen roser ministeren for at tage imod mange af de forslag, som aktørerne er kommet med.

- Vi har længe efterlyst en samlet strategi på området, og vi er glade for, at den nu kommer. Det er positivt, at man får styrket energimærkerne, så der nu bliver handlingsorienterede. Man vi kunne godt have tænkt os mere præcise mål. I initiativkataloget blev der foreslået en målsætning om, at energiforbruget i de nuværende bygninger skulle reduceres med 50 procent i forhold til i dag. Vi havde selvfølgelig gerne set, at regeringens strategi havde bakket op om dette mål, gerne brudt op i delmål for 2020 og 2030, siger Michael H. Nielsen.

Han glæder sig over, at når boligejerne fremover skal renovere deres bygning, så skal energiforbruget tænkes ind.

- Vi bemærker dog, at strategien er klinisk renset for økonomiske incitamenter til boligejerne. Det mangler. Man kunne for eksempel have lavet en udvidelse af Boligjobordningen, så det bliver en grøn ordning, siger Michael H. Nielsen.

Sikrer rammevilkår

Hos DI Byg hilser branchedirektør Elly Kjems Hove startegien velkommen.

- Øget energieffektivitet i bygninger er af de væsentligste indsatsområder i bestræbelsen på at nå regeringens ambitiøse klima og energimålsætninger. DI Byg støtter, at strategi for energirenovering er langsigtet og dermed sikrer byggebranchen rammevilkår, der muliggør udvikling af selvbærende forretningsmodeller uden brug af kortsigtede stop-and-go ordninger. Vi finder det samtidigt glædeligt at forslagene respekterer de rammer - herunder de økonomiske betingelser - som er givet i Kommissorium for energirenoveringsstrategi, siger Elly Kjems Hove.

I DI Byg er man dog ikke begejstret for de nye krav til eksempelvis vinduer.

- Det er positivt, at der indføres en energiklasse for eksisterende bygninger. Men energikrav og lovgivningsmæssige rammer skal baseres på hele løsninger i bygninger og ikke på enkelte komponenter. Desværre lægger strategien samtidigt op til indførsel af nye nationale komponentkrav og stramninger af eksisterende komponentkrav. De mange nationale krav svækker konkurrencen, da det hindrer samhandel på tværs af landegrænser. Derudover giver komponentkrav ikke udtryk for, hvor effektivt forskellige bygningsdele er i kombination. Altså effekten af den samlede og færdige løsning. Vores producenter kommer til at udvikle produkter til det danske marked alene, fordi vores krav nu bliver endnu højere. De produkter kan det bliver svært at afsætte på andre markeder, siger hun.

Energibesparelser i bygninger opnås bedst og billigst, når de gennemføres samtidigt med den løbende vedligeholdelse og renovering af bygningerne. Strategien baserer sig derfor på, at energirenovering skal ske i forbindelse med den almindelige vedligeholdelse og dermed gennemføres gradvist over en længere periode.

Strategien er en del af energiforliget fra 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109