23948sdkhjf

Arbejdet i gang på hele strækningen

Med første spadestik på kongeetapen er anlægsarbejdet til den ny jernbane mellem København og Ringsted i gang på hele strækningen
Med et første spadestik af Poul Erik Jensen (V), næstformand i teknik- og miljøudvalget i Køge Kommune, fik Banedanmark torsdag taget hul på, hvad man betegner som kongeetapen af højhastighedsjernbanen mellem København og Ringsted.

Med spadestikket til den 23 km lange strækning mellem Køge og Ringsted er arbejdet nu i gang på hele strækningen fra Valby til slutmålet i Ringsted. Der mangler kun en mindre jordentreprise samt opførelse af en helt ny station i Køge Nord, som skal binde den ny jernbane sammen med regionale og lokale transporttilbud. Der er i øjeblikket arkitektkonkurrence om stationsdesignet.

Projektets anlægschef Jette Aagaard fra Banedanmark glæder sig over, at endnu en etape er sat i gang og tidsplanen holder.

- Det er ikke os, der har døbt strækningen mellem Køge og Ringsted for kongeetapen, men det er den længste entreprise, så vi gør gerne begrebet til vores eget. Det bedste er imidlertid, at entreprenørerne lover, at de udfører arbejdet til tiden og til prisen, siger hun.

Køge glæder sig

Selv om anlægsfasen giver store gener for trafikanter og beboere i de områder, hvor der graves, flyttes jord og støbes, så er man i Køge glade.

- Det er som den grimme ælling. Vi skal igennem en fase nu, hvor det måske ikke er så spændende og pænt, men jeg er sikker på, at vi får en smuk svane. Køge har om nogen kæmpet for, at man valgte nybygningsløsningen. Når jernbanen står færdig i 2018 og Køge Bugt Motorvejen er udvidet, så åbner det endnu større muligheder for os som kommune og gør det hurtigt at komme både mod nord, syd og vest, og så kan vi med rette sige, at alle veje fører til Køge, siger Poul Erik Jensen.

Passer sammen

Den store entreprise til knap 600 mio. kroner udføres af MJ Eriksson og Züblin i joint venture med førstnævnte som pennefører.

Det er den anden store anlægsentreprise, som de to virksomheder udfører i fællesskab på den ny bane.

- Og vi passer fremragende sammen. Vi er gode til jord, Züblin er dygtige til beton og til at bygge broer, så vi kompletterer hinanden og udgør i al beskedenhed et stærkt team med de rette kompetencer. På TP 40-entreprisen fungerer samarbejdet aldeles upåklageligt, så vi glæder os til at komme i gang med endnu en strækning, siger projektchef Rolf Christian Nielsen fra MJ Eriksson.

Der er - som på de fleste enkeltentrepriser - tale om totalentreprise med forhandling, og joint venture-partnerne har derfor været i gang med designfasen siden de i marts fik tildelt kontrakten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094