23948sdkhjf

Fast fokus på lige vilkår

Byggegruppen i 3F lover fortsat at prioritere indsatsen for fair konkurrence - trods skuffelsen ved overenskomstforhandlingerne. Dansk Byggeri vil lige sunde sig
Kampen for at skabe fair konkurrence på danske byggepladser bliver ikke mindre af, at Dansk Byggeri og 3F sluttede så langt fra hinanden i overenskomstforhandlingerne, at der ikke kommer nye redskaber til indsatsen.

Det lover Peter Hougård Nielsen, formand for Byggegruppen i 3F.

- Vi vil fortsat fokusere og prioritere kampen for at skabe lige vilkår i byggebranchen. Det er ærgerligt, at Dansk Byggeri ikke vil være med, for det havde gjort indsatsen stærkere, men så må vi selv lave arbejdet som hidtil. Jeg kan love, at vores indsats på ingen måde bliver mindre. Samtidig må vi lægge endnu mere pres på lovgiverne, så myndighederne påtager sig deres del af ansvaret for, at konkurrencen på det danske arbejdsmarked foregår på lige og fair betingelser, siger gruppeformanden.

Et af fagforbundenes helt store ønsker var den såkaldte tredjepartsforpligtelse, det vil sige at medlemsvirksomheden forpligter sig til alene at benytte underentreprenører, der som minimum arbejder på samme betingelser. Det har Dansk Byggeri afvist. Alligevel håber Peter Hougård Nielsen at det finder indpas.

- Mange af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder siger, de er enige med os i kravet om, at overenskomsten selvfølgelig også skal gælde, hvis man sælger arbejdet videre. Vi tror derfor, at de også vil handle derefter, når de bruger underentreprenører, siger han.

Nedkølet samarbejde

Peter Hougård Nielsen forestiller sig i øvrigt et noget nedkølet samarbejde med Dansk Byggeri den nærmeste tid.

- Der vil nok være nogle områder, hvor samarbejdet bliver noget mere køligt en tid, men der vil fortsat være dialog. Der er således udskudt 15-20 af de såkaldte 48 timers møder på grund af overenskomstforhandlingerne, og dem skal vi have afholdt hurtigst muligt for der er problemer med udenlandsk arbejdskraft, der skal løses – og det kræver jo samarbejde i hvert eneste tilfælde, siger han.

Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen er ikke bange for, at samarbejdet har lidt varig skade.

- Nu skal vi lige sunde os, men jeg kan ikke forestille mig, at det giver længerevarende problemer for samarbejdet, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.959