Nye rammer for byggeri af Cityringen
Transportministerens lovforslag, der skal skabe klare rammer for metrobyggeriet er vedtaget uden de konservative. Klart forligsbrud, mener partiet
Men i sidste uge stod det klart, at der ikke bliver tale om en hurtig politisk aftale med hele forligskredsen om Cityringen.
Transportminister Magnus Heunicke (S) havde ellers indkaldt forligspartierne bag projektet til et hastemøde torsdag eftermiddag, for at få lagt nogle rammer for de involverede virksomheder og beboere, der er berørte af byggeriet.
Men fredag i sidste uge meldte de konservative ud, at partiet ønsker en timeout og meldte afbud til det efterfølgende møde med forligskredsen, som var planlagt at finde sted fredag. Partiet ønskede i stedet at gå i dialog med borgerne i de støjramte områder.
Det fik de andre forligspartier til fredag at indgå en aftale uden om de konservative.
- I henhold til praksis, så skal alle forligspartier være enige. Det her er et klart forligsbrud og en dårlig start for den nye minister. De tromler hen over borgerne med det her unødvendige hastværk. Vi ville gerne have haft weekenden til at stille nogle spørgsmål og se nærmere på forslaget, og så lave en aftale mandag (i dag, red.) eller tirsdag. Vi har hele tiden sagt, at det er vigtigt med et initiativ ikke mindst så de virksomheder, der er involveret i projektet, kan få nogle klare rammer. Men som det ser ud nu, så er teksten meget generel, og det er uklart, hvad den præcis indeholder, siger Lars Barfoed, formand for de konservative.
Ingen klagemuligheder
Udgangspunktet for den aftale, der nu er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og SF, er de støjgener, som naboer til byggeriet er udsat for.
Forligspartierne er derfor blevet enige om en nabo-pakke, som indebærer en ny VVM og miljøvurdering af Cityringen samt en fordobling af den samlede kompensation til naboerne.
Erstatningerne bliver forbedret, så de fremover skal baseres på faktisk støj og flere beboere få erstatning og i længere tid. Desuden får de mest støjramte naboer fremover ret til genhusning eller de kan anmode metroselskabet om at købe ejendommen til markedspris.
For byggeriet vil det nye lovforslag betyde, et brud med stop-and-go politikken, da naboerne med lovforslaget får frataget muligheden for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet, og byggeriet derfor ikke hele tiden sættes i bero.
- Projektet er kommet ud af kontrol - nu rydder vi op. Vi har nogle private entreprenører, som i øjeblikket er udsat for en stop-and-go politik, de aner ikke, hvad der skal ske, og hvornår de må arbejde. Jo hurtigere vi kan få en afklaring, jo hurtigere kan Metroselskabet lave en ordentlig forhandling med dem, siger transportminister Magnus Heunicke.
Transportministeren understreger, at man blot går tilbage til den samme procedure, som da man lavede den første metro i København.
- Der var ingen klagerettighed. Hvis forløbet fortsætter som nu, så vil der i værste fald være op til seks års forsinkelser og hvert års forsinkelse koster samfundet halvanden milliard, så projektet kommer i alvorlig fare. Med det her forslag vil projektet bliver et år forsinket og Cityringen vil åbne i december 2019, siger Magnus Heunicke.
Skal lande rigtigt
For Venstre, der nu uden om de konservative har indgået en aftale med regeringen, har det vigtigste været at få en hurtig afklaring.
- Det er en meget stor sag, og vi er nødt til at sikre, at vi lander den rigtigt. Vi har et hensyn til byggeriet, men også et vigtigt hensyn til naboerne. Det der er vigtigt er, at byggeriet kan fortsætte, så vi ikke har en kæmpe anlægsprojekt, som bare hænger i den blå luft, siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.