Trepartsforhandlinger kan blive historiske
Det vil være historisk, hvis man bliver enige om, at danskerne skal arbejde længere
Om det så bliver historisk må forhandlingerne og ikke mindst resultaterne afgøre. Der kan dog godt argumenteres for, at det er historisk, at parterne sætter sig sammen med et erklæret mål om, at danskerne skal arbejde mere.
Sidst man med nogen ret kan kalde trepartsforhandlingerne for historiske var for 25 år siden i 1987, hvor Schlüter-regeringen og ikke mindst finansminister Palle Simonsen aftalte med arbejdsmarkedets parter at sætte gang i opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne, en af den danske aftalemodels succeshistorier.
I ugevis har de tre parter diskuteret, hvad trepartsforhandlingerne egentlig skal handle om, og først lige inden første møde torsdag blev det sidste punktum sat i kommissoriet. Det springende punkt er og bliver, hvordan parterne kan få sat skub i arbejdsmarkedet til hvad der svarer til fire mia. kr. - penge der allerede er indregnet i regeringens 2020-plan.
Det har den seneste tid handlet meget om at sløjfe nogle helligdage, men de er tilsyneladende nu blevet så hellige, at de ikke længere er i spil. Arbejdsgiverne har meldt ud, at den øgede arbejdstid skaffes ved at man fjerner nogle feriedage. Det skal, siger DA, ske ved lov og ikke ind i overenskomsterne. Pointen er, at arbejdstid er noget, der reguleres i overenskomsterne, mens feriens omfang er fastsat ved lov. Det er samtidig en markering af ønsket om at opretholde de skarpe skel i det danske aftalesystem. Lønmodtagerne - eller i det mindste nogle af forhandlerne - har svært ved at se behovet for at udvide arbejdsudbuddet i den nuværende situation med 220.000 ledige.
Andre elementer i trepartsforhandlingerne bliver uddannelse, både de måske lidt prestigeramte erhvervsuddannelser og manglen på praktikpladser og voksen- og efteruddannelse, samt indsats mod social dumping, arbejdsmiljø og vækst.
Der venter et komprimeret forhandlingsforløb, idet regeringen har sat 1. juli som absolut deadline.
