23948sdkhjf

Kulturvitaminer til Ebeltoft

Den ny Maltfabrik bliver et nyt kulturhus i Ebeltoft. Prisen bliver på 78 mio. kroner, og de fem mio. giver Lokale og Anlægsfonden forhåndstilsagn om
Lokale og Anlægsfonden har forhåndsbevilget fem mio. kroner til omdannelsen af Ebeltofts tidligere maltfabrik fra 1861 til et nyt kulturhus af internationalt format.

- Det må være en drøm for enhver arkitekt at kunne udvikle de fine gamle rammer til et moderne samlingssted for et helt spekter af kulturaktiviteter, siger Torben Frølich, der er direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Kulturhuset Den ny Maltfabrik, vil komme til at rumme kulturscene, udstillinger, bibliotek, lokalmuseum, café og erhverv.

- Fabrikken er et fantastisk eksempel på, at et usædvanligt historisk industriminde bliver omdannet til en kulturel dynamo for en hel by, siger Torben Frølich.

Rå rammer

Allerede før omdannelsen er maltfabrikken åbnet for en række kulturelle begivenheder, som da Danmarks Radios Big Band besøgte stedet med den amerikanske jazzstjerne Patti Austin.

Maltfabrikken blev netop valgt til koncerten, fordi big bandet ønskede at optræde i rå og spændende omgivelser.

Omdannelsen af S.B. Lundbergs maltfabrik er endnu kun på et forberedende stadie. Bevillingen fra Lokale og Anlægsfonden er givet som et forhåndstilsagn, der afventer en endelig godkendelse når der er gennemført en arkitektkonkurrence med bud på, hvordan industriområdet kan ændres til et unikt kultursted.

Alsidigt

I dag består maltfabrikken af fire bygninger og to udearealer, som arkitekterne skal lade sig udfordre af.

"Hovedbygningen" er et fem etagers pakhus på 1.400 kvm. Det er den ældste del af det gamle fabriksområde, og hovedbygningen skal i fremtiden rumme tekstildesignerhverv, mødefaciliteter og udstillingsrum.

"Spiresalen" fra 1895 er på 1.200 kvm og forventes revet ned til fordel for en ny bygning, mens "Spireloftet", opført 1952 og på 520 kvm, giver plads til kreative virksomheder

"Maltlageret" blev opført i 1946 og er på 1.200 kvm fordelt på tre etager. Det er her, selve kulturhuset skal placeres - med rum til scene, øvelokaler, værksteder, café og mikrobryggeri.

Uformelle opholdssteder

Udearealerne består af en stor plads på over 3.000 kvm, der vender mod strandvejen i Ebeltoft, og flere mindre gårdrum mellem de fire bygninger og ud mod byens gågade.

Den store plads skal bidrage til at skabe sammenhæng mellem havnen og midtbyen, lyder der fra Lokale og Anlægsfonden.

Planerne for Spiresalen ligger nogenlunde fast, mens resten af komplekset og sammenhængen mellem udearealerne kan blive ændrede i forhold til de arkitektoniske bud, der dukker op i forbindelse med den kommende arkitektkonkurrence.

I alt er projektet budgetteret til 78 mio. kroner. Syddjurs Kommune har bevilget 24,5 mio. kroner til biblioteks- og lokalmuseumsdelen.

- For byen bliver Den ny Maltfabrik en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Projektet bliver en slags katalysator i en byudvikling mod fremtidens nye mødested, i et moderne kulturhus kombineret med arbejdspladser for de kreative erhverv, siger Kristian Krog, projektleder for Den ny Maltfabrik i Ebeltoft.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109