Erhvervslivet ser frem til politisk handling
Produktivitetskommissionens rapport rummer mange gode anbefalinger til et løft af dansk produktivitet, mener DI og Dansk Byggeri
Det mener både Dansk Byggeri og Dansk Industri, der begge noterer sig anbefalingerne om øget konkurrence.
Hos DI hæfter adm. direktør Karsten Dybvad sig ved, at kommissionen peger på behovet for mere konkurrence og mindre regulering af erhvervslivet.
- Vi har brug for at øge produktiviteten i Danmark. Vi skal have fjernet meget af den regulering, der afskærmer vores hjemmemarked og begrænser konkurrencen, og vi skal have styrket mobiliteten af varer og arbejdskraft. Øget produktivitet forbedrer konkurrenceevnen og giver danske virksomheder bedre muligheder for at vinde internationale ordrer, siger han.
DI håber, at politikerne har modet og viljen til at føre de mange anbefalinger ud i livet, så Danmark kan få mere konkurrencedygtige skatter og afgifter.
- Når man taler produktivitet, kan man ikke komme uden om at tale skatter og afgifter. De høje skatter og afgifter hæmmer lysten til at investere og arbejde i Danmark. Når investorer og virksomheder vælger Danmark fra på grund af skatteklimaet, så koster det os både velstand og arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at vi får sænket det samlede skattetryk i Danmark, siger Karsten Dybvad.
Interessant at følge
Adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen kalder Produktivitetskommissionens arbejde for en forfriskende tilgang til produktivitetsdiskussionen.
- Kommissionens arbejde har til det sidste været interessant at følge. Der har været kant til store dele af den førte politik både i kommune og stat, og det har været forfriskende at se økonomerne blande sig i den ideologiske del af debatten med produktivitetsbriller på. Som det for eksempel skete med kritikken af kommunernes anvendelse af sociale klausuler og udbud med uvedkommende lokale hensyn. Nu bliver det lige så spændende at følge udmøntningen og få konstateret om tiltagene så også har effekt. I særlig grad ser vi i bygge- og anlægsbranchen frem til, hvordan vi får skabt et mere retvisende billede af byggeriets produktivitet med et bedre talmæssigt grundlag. Vi er mindst lige så optaget af produktivitet, som andre brancher ikke mindst i lyset af den internationale konkurrence, som byggeriet i voksende omfang bliver en del af, siger Lars Storr-Hansen.