Gør vi det rigtige, og gør vi nok?
Det er det centrale spørgsmål, når Rambøll i dag samler internationale eksperter i sit domicil i Ørestad til en konference om klimasikring af byer med fokus på internationale politiske initiativer og konkrete løsningsforslag.
Rambøll peger på, at de fleste danskere husker skybruddet fra sidste sommer, hvor presset på kloakkerne i København blev for stort og spildevand og regnvand fandt vej til kældre, lagerrum og boliger og medførte forsikringsskader for milliarder af kroner. Ifølge Rambølls vandeksperter er temaet ikke alene aktuelt i Danmark og med skybrudssæsonen lige om hjørnet melder bekymringerne sig på ny.
I store dele af Europa forbereder regeringer, kommuner og befolkninger sig til en potentielt våd sommer. Men har vi styr på klimascenarierne, gør vi det rigtige, og gør vi nok? Sådan lyder spørgsmålene, der skal diskuteres, når vandeksperter og repræsentanter for blandt andet OECD, EU, FN`s klimapanel samt en række universiteter debatterer vandudfordringer ved konferencen i Ørestad.
Tidens store udfordring
Alle aktører på vandområdet er enige om, at vejrudsigten for det 21. århundrede byder på mere regn og flere oversvømmelser. Ifølge Rambølls direktør for vandområdet, Thorkild Feldthusen Jensen, skal vi derfor handle nu.
- Vandudfordringen er en af de største i det 21. århundrede og kræver internationalt samarbejde og handling nu. Målet med konferencen er derfor at samle de skarpeste internationale praktikere, rådgivere og forskere, så vi med udgangspunkt i en solid global vidensbase kan levere konkrete løsninger til de lokale problemer som byer i hele verden står over for, siger Thorkild Feldthusen Jensen.