23948sdkhjf

Vejret sætter dagsordenen

Det barske grønlandske klima stiller meget høje krav til nybyggeri. Der kræves en sjældent set hårdførhed både fra sjakket, som støber beton året rundt, men også fra byggematerialer, der skal kunne modstå ekstreme vejrforhold.
Det strenge grønlandske klima er overvejende arktisk, og middeltemperaturen når sjældent over 10 grader - selv i den varmeste måned.

Blæst, frost og meget fugtigt vejr stiller høje krav til både mandskab og materialer på byggeprojekter, der alle skal være i stand til at modstå de ekstreme vejrforhold. Men til trods for forskellige begrænsninger ser nybyggeri i den grønlandske hovedstad, Nuuk, i disse år stor vækst.

Især Qinngorput, en ny og moderne bydel i Nuuk, vokser hurtigt, og snart står endnu et stort byggeprojekt færdigt.

Projektet hedder Pisissia og består af seks punkthuse hver med 14 boliger fordelt på fire etager. Husene bygges i et naturskønt område med udsigt til Malenebugten, der har sit navn fra de to store fjelde, Store Malene og Lille Malene, der støder op til bugten og betragtes som byens vartegn.

Området er et smukt, men også et meget råt miljø at bygge i, og det er ikke usædvanligt, at blæsten bliver så voldsom som 50 sekundmeter.

Torben Olsen, der er entrepriseleder i det grønlandske bygge- og anlægsfirma Permagreen Grønland A/S, er bygherre på Pisissia.

Han og teamet arbejder igennem året rundt, skønt vejr og vind giver daglige udfordringer. Byggehastigheden må sænkes lidt om vinteren på grund af begrænset farbarhed, men det er kun jordarbejde, der stopper helt, fordi frosten bider sig hårdt fast.

Hårdføre materialer

Vejret kan ændre sig drastisk fra dag til dag, hvilket betyder, at der ikke altid er tid til at skærme af. Disse vejrforhold kræver byggematerialer, der er særdeles hårdføre.

I det konkrete tilfælde med Pisissia blev danske Cembrit håndplukket af Torben Olsen til at levere vindspærre til alle Pisissia- bygningerne.

- Der er en periode, hvor husene står uden beklædning, ofte i regn og storm. Her får byggematerialerne lov at vise deres værd. Erfaring har vist, at Cembrits vindspærre kan klare at sidde ubeskyttet i lang tid. Faktisk er Cembrits fibercementprodukter nogle af de eneste, der kan trodse en ordentlig grønlandsk storm, og vi vil helst ikke bruge andet i vores byggeprojekter, fortæller Torben Olsen

Lange byggetider

Chefkonsulent på Cembrit og ansvarlig for salg på Grønland Arne Vestbjerg, forklarer, hvorfor fibercement er en fordel.

- Ofte må vindspærren ligge på byggepladsen i flere måneder eller sidde eksponeret på facaden vinteren over, indtil foråret og bedre vejr kommer igen, så udendørsarbejdet kan fortsætte. Cembrits Windstopper (vindspærre, red.) kan faktisk sidde ubeskyttet i op til seks måneder, uden at pladens styrkemæssige egenskaber forringes. Robustheden i Cembrits Windstopper er derfor en stor succes på Grønland, der ofte har ret lange byggetider på grund af de barske vejrforhold, siger Arne Vestbjerg.

Cembrit leverede også facadebeklædning til de seks bygninger i Pisissia. Her er alt lavet i miljøvenlig fibercement, og da blandt andet brædderne har samme struktur og udseende som træ, er de et velegnet alternativ til traditionel grønlandsk træbeklædning.

Skaber troværdighed

Når et grønlandsk byggeprojekt planlægges, skal alle detaljer være på plads fra start, ned til den sidste skrue, for alt skal sejles til landet og kan godt være tre-fire uger undervejs.

Derudover er Grønland et af de dyreste rejse- og transportmål i verden, og størstedelen af transporten i landet foregår til vands, til fods eller i luften, for de færreste byer er forbundet med et vejnet.

Af den grund betyder det meget for samarbejdet, at leverandører rejser derop både i opstartsfasen men også jævnligt i løbet af projektet for at vise tilstedeværelse, mener Torben Olsen.

- Grønland kan virke en smule isoleret og svært fremkommeligt, og forretningspartnere kan til tider godt føles meget langt væk, hvilket selvfølgelig er de forhold, vi bygger under i Grønland.

Derfor sætter vi desto mere pris på det, når producenter rejser vejen herop, er med på byggepladsen og får et førstehåndsindtryk af de grønlandske udfordringer. Det skaber troværdighed og mulighed for fælles problemløsning, hvis det skulle blive nødvendigt, afslutter Torben Olsen.

Den første af de seks bygninger i Pisissia, Qinngorput blev afleveret i juli 2011. To stod færdige i slutningen af 2011, og de sidste tre forventes færdige i løbet af 2012.

Projektet er siden opstart blevet solgt til Selvstyret, der arbejder på at nedbringe den akutte boligmangel i Nuuk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125