23948sdkhjf

Tunnel gnaver sig gennem fortiden

Arkæologerne går nu i gang med at søge efter fortidsminder forud for anlægsarbejdet på den faste Femern Bælt forbindelse
Museum Lolland-Falster går nu i gang med at undersøge et næsten to kvm stort område øst for Rødbyhavn for at fastslå, om der er behov for at foretage egentlige udgravninger.

Nogenlunde samtidig begynder Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein at undersøge to skibsvrag fra 1600-tallet på 22 – 25 meters vanddybde i Femern Bælt.

I samarbejde med hollandske og tyske specialister skal Museum Lolland-Falsters arkæologer i forundersøgelsens første fase lave godt 1.600 boreprøver med en afstand på ca. 35 m. Metoden har været anvendt til lokalisering af fortidsminder i inddæmmede arealer i Holland. Museum Lolland-Falster har derudover indgået et samarbejde med Moesgård Museum i Århus, der skal stå for de naturvidenskabelige undersøgelser af borekernerne.

På forhånd forventer arkæologerne at finde spor efter de allerældste bopladser i Danmark. Meget af fortidens liv på Lolland har været koncentreret om kysterne, hvor jægere og fiskere slog sig ned. Det ældste fund, der hidtil er udgravet i Rødby-området, er fra 8.500 f.Kr.

Skibsvrag på havbunden

De marinarkæologiske undersøgelser er udelukkende koncentreret om to skibsvrag fra 1600-tallet, som begge er lokaliseret ved tidligere forundersøgelser. Vragene ligger på 22 – 25 meter dybde og i maj og juni 2012 vil erfarne dykkere undersøge vragene nøje og bjerge genstande til konservering for eftertiden.

Det ene vrag ligger i tysk farvand cirka tre km nord for Puttgarden. Der er sandsynligvis tale om det danske orlogsskib "Lindormen", som sank i oktober 1644 under et søslag med en svensk-hollandsk flåde. Positionen for vraget har været alment kendt gennem en årrække og arkæologerne venter derfor, at det er delvist plyndret af sportsdykkere.

Det andet vrag, som ligger i dansk farvand ca. otte km syd for Rødby, har modsat ’’Lindormen" ikke tidligere været undersøgt, så her venter arkæologerne at kunne gøre flere interessante fund. Om de to vrag stammer fra samme søslag eller fra to forskellige vides endnu ikke.

Tyske undersøgelser

På det tyske fastland er der gennemført arkæologiske undersøgelser ved Puttgarden på Fehmarn i 2008, 2009 og 2011 af Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein. Undersøgelserne beskriver det arkæologiske potentiale og registrerer fortidsminderne i et område på ca. 1,2 kvadratkilometer, der dækker den fremtidige linjeføring og byggeplads.

De mange arkæologiske fund i hele det undersøgte område viser omfattende bebyggelser, som rækker tilbage til yngre stenalder (4.300-1.800 f. Kr.).

Som led i undersøgelserne er der fundet rester af bebyggelse fra før-romersk jernalder (550-50 f. Kr.). Disse rester skal undersøges nærmere inden byggearbejdet på den faste forbindelse indledes. Bebyggelser fra denne tid er hidtil næsten ukendte i Schleswig-Holstein.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078