23948sdkhjf

Skrot så den betalingsring

Fra alle sider hagler kritikken af en betalingsring omkring København ned over regeringen. Socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske omegn er rasende på deres christiansborgpartifæller. Fagbevægelsen raser, fordi deres medlemmer skal betale en strafskat for at passe deres arbejde. Og virksomhederne raser, fordi en betalingsmur er direkte konkurrenceforvridende.

Kritikken gør tilsyneladende også indtryk, bare ikke nok.

Først var det statsministeren, der erkendte, at "betalingsringen ikke er perfekt". Senest er det De Radikale, der varsler, at "håndværkerbiler" får rabat, så de kun skal betale for et vist antal gennemkørsler af betalingsmuren daglig.

Socialdemokratiets ordfører varsler, at det kommer til at koste 25 kroner at passere betalingsgrænsen, og at der vil være rabatter uden for myldretiderne. Det giver en årlig særskat på cirka 11.000 kroner til pendlere i hovedstadsområdet, hvis eneste "forbrydelse" er, at de skal passe deres arbejde. Resten af Danmarks pendlere skal ikke rammes. Der sidder jo mange jyder i Folketinget.

Problemet er imidlertid, at de økonomiske vismænd tidligere har beregnet, at det skal koste 40 kroner at passere betalingsringen i hver retning døgnet rundt, hvis regeringen skal have de indtægter, der er målet – to milliarder kroner. Og det er uden rabatordninger. Det betyder en årlig regning til pendlerne på 17.000-18.000 kroner.

Men Licitationen lader det naturligvis være op til læserne at vurdere, hvem der er mest troværdige i deres beregninger - de politikere, der siden valget er løbet fra det ene valgløfte efter det andet, eller de økonomiske vismænd.

De to milliarder kroner er allerede brugt, idet man har lovet københavnerne og andre både markant lavere rejsetakster og bedre kollektiv trafik.

Noget tyder desværre på, at regeringen godt ved, at betalingsmuren ikke giver det afkast, som man har påstået, og man har derfor fastlagt prisen for at køre ind og ud af byen, så meget få reelt vil lade bilen stå. Det betyder mindre pres på den kollektive trafik, men det giver så penge i statskassen, som vel kan bruges på alt muligt andet end at forbedre den kollektive trafik og lavere takster. Regeringen kan jo altid vælge at hæve indtægten for kontanthjælpsmodtagerne. De skal jo ikke pendle til og fra et arbejde.

Efterhånden må det være gået op for regeringen, at den betalingsring er en politisk død sild. Det er ikke forkert at indrømme en forkert beslutning. Det er derimod idiotisk at holde fast i en forkert beslutning af frygt for politisk at tabe ansigt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097